Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
ihjel — undres forresten om ikke det var netop
gjøken —»
«Det har ikke jeg hørt før.»
«Jo. Det var samme budeien, hun fortalte
det, at sankthansnatten saa kom der en og brøt
toppen av alle trærne — du vet de vokser ikkeno
efter Sankthans. Den som satte sig under et rogne*
træ den natten, kunde faa se, hvem det var —
men de som hadde gjort det, var blit tomsinger,
saa fælt var det. Jeg pønset nu i mange aar paa
at gjøre det lei. Men Ingeborg laa under teppet
hele sankthansnatten. Jeg var oppe paa sæteren
vor engang en sanktshansnat med gaardsgutten.
Og han maatte ligge hos hende hele natten, for
hun var saa ræd, sa han —»
De lo litt begge to.
Der laa svarte snefonner i baklierne endda og
det sipret av vand under mosen. Skogbunden
var slimet og overspundet med hvit kingel mellem
de tørre kvister. Nede i de gule myrer stod bjer*
ken graa og naken endda med røtterne i det sure
kolde vand, men hvor den hadde klort sig fast
opover berget, der solen brandt paa stenene, der
var den lysegrøn av skinnende sevjeblanke musører.
De sat længe oppe paa aasen og saa utover.
Skoglandet laa mailyst med aas bakom aas, gran*
skogen dråk ind sol og baren hadde faat et
falmet gullig skjær efter alle vinterens snebad.
Det var saa klart, at hvert eneste løvtræ borti
lierne graanet sølvblankt frem og saa stilt, at kom
der et vindpust, saa hørtes det, hvordan suset i
granerne gik fra li til li og bar med sig tonerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
