Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
det var bare det, at hun hadde ingenting tilfælles
med dem. Og ganske ureflektert hadde han seiv
været tilfreds med at det var saan, saa hun blev
henvist til ham som eneste selskap. Aldrig før
var det faldt ham ind, at det var synd paa hende,
som skulde leve sin ungdom i den tristeste en*
somhet av alle — ensomheten, som aldrig faar
være alene. Fremmede mennesker var der i rum=
met med hende, naar hun arbeidet og naar hun
spiste alle sine maaltider; for sine fristunder hadde
hun valget mellem at sitte i en «salon» mellem
fremmede eller alene paa et pensionatværelse ut
til en mørk gaard — eller drive alene omkring i den
byen, hvor hun ingen kjendte — for en ung
kvinde kan ikke engang gaa ut i skog og mark
ved en stor by, naar hun er alene.
Nei han hadde ikke tænkt over det før, hvor*
dan hendes tilværelse igrunden saa ut. Han, som
var hendes eneste ven, hadde plaget hende med
sit kjærlighetstiggeri sent og tidlig. Og han gik
og syntes, det var ham som var den ensomste —.
Ja vel var han ensom, vel var hun den eneste i
verden, som han syntes han hadde noget inderlig
fellesskap med. Men det hadde ikke hindret ham
i at slutte flygtige, men ganske behagelige ven*
skaper av forskjellig sort. Der var det i hans
væsen, som bare, bare hørte hende til — men der
var ogsaa andet — der var hans kameratskap med
Lund og særlig med Helsing, et ufortrolig, men
oprigtig og inderlig venskap, som han godt visste
hvad var værd. Og der var hans venskap med
Betzy — det som han med hele dets «jargon»,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
