Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216
Hjemme gik Torkild og grublet over deres for*
hold. Fra tid til anden forsøkte han nok at rive
sig ut av de tankerne. Da var han villig til at gi
Meyer ret: han var for forelsket i sin hustru -
og det var ikke bra. Men hans kjærlighet til
hende var nu engang blit hans væsens inderste
kjerne.
Allerede i den korte forlovelsestid — selvfølgelig
hadde han aldrig tilstaat for sig seiv dengang, at
han ikke rigtig trodde paa miraklet. Det vil si,
han trodde netop paa det, han gik jo for det
meste i den deilige overmodige stemning som
følger med troens vovestykke. Men han hadde
aldrig hat den stilfærdige trygge overbevisning
om at hans lykke var det selvfølgelige, naturlige,
hvori der ikke er spænding, fordi der ikke er tvil.
Hadde det været saan, saa var jo selvfølgelig
ogsaa forlovelsestiden forløpet litt anderledes. Han
husket paa alle de vaareftermiddage de hadde gaat
sammen herute i dette huset som skulde bli deres
hjem — oftest ganske alene. Den muntre, lykke*
lige travelhet, der var som en lek. Og den ner*
vøse ophidselse han kom i ved at gaa slik sam*
men med hende — det som han av al magt for*
søkte at skjule for hende. En eneste gang røbet
han sig — og hun hadde ingen motstand gjort,
hun hadde slaat armene om hans hals, da han
bar hende bort paa sofaen og hun hadde forsøkt
at gi ham heftige kjærtegn — men han merket,
at nu var det hende, der gjorde vold paa sig for
at skjule, hvad hun følte. Og med en voldsom
anstrengelse hadde han vundet tilbake den seiv*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
