Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
om sit egteskap. Aldrig før var det faldt ham ind
at hun kunde betro noget til nogen om deres for*
hold. Han følte en pludselig kvalfuld utryghet
— var ikke deres hjem stængt om dem to, var
der fremmede øine, som fik gløtte ind paa ham,
uten han visste det. Det syntes saa utænkelig —
saa usigelig ulikt hende —. Men han visste jo
intet om hende mere — intet sikkert uten det at
hun var blit dradd nedover —.
Hun kom ind, og en lang stund snakket de
ikke, mens de gik og klædde av sig. Han laa i
sin seng allerede og Rose, som sat og flettet sit
håar til natten, saa paa ham i toiletspeilet:
«Har du hat no leit i byen? Du er vist ikke
i godt humør iaften —.»
«Nei langtifra. Jeg er bare træt. — Jeg trodde
aldrig det mennesket vilde gaat —.»
«Uf nei, Mary blir altid sittende saa evig
længe.»
Rose var færdig med fletterne og slængte dem
bakover skuldrene. Hun ordnet efter sig paa toi*
letbordet, klædde av sig og la hvert plag pent
sammen, kom bort i linnedet og tok sin natkjole,
drog den paa og slåp serken ned under den.
Saa tændte hun lyset paa natbordet og slukket
lampen, men blev endda gaaende litt og stelle —
flyttet etpar blomster fra vinduet ned paa gulvet
og tok op hans vest, som var glidd ned av
stolen:
«Torkild — det er en grisemaner du har at du
altid lar uret dit bli liggende i vestelommen om
natten! Og altid glemmer du at trække det —.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
