Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247
og Rose. Og av sømmelighetshensyn kaldte han
hende sin hustru — av sømmelighetshensyn og av
andre hensyn, men de var ved gud ikke særlig
sømmelige.
Aldrig hadde han følt som nu, at til sin hustru
hadde han ikke evnet at gjøre hende. Til sin
elskerinde hadde han kunnet vinde hende for en
liten tid — hun blev ved at være det, av vane og
fordi ingen av dem hadde hat mod endda til at
bryte forholdet. Endda taug de begge med at de
visste, det kunde ikke vare. Men at det var saan,
det hadde han aldrig følt som i denne tid. For
disse dagene viste ham tydeligere end nogensinde
før, at han seiv og hans vedkom hende ikke —.
De var kommet ut av vane med at tale sam=
men, Torkild og Rose, slik at nu var de sky for
det uvante, det vilde ha været, om de hadde for*
søkt at snakke sammen som i gamle dage før deres
giftermaal. Det var derfor og ikke fordi hun var
likegyldig, at Rose undgik ham og talte om andre
ting end det de begge tænkte paa, naar de var
sammen nu. Ogsaa paa hende gjorde dette op*
hold i mandens banidomshjem voldsomt indtryk,
men hun var kommet for langt bort fra ham til
at hun kunde begynde at snakke om det, saa
meget mere som der for hende var noget ufattelig
og unaturlig oprørende i det hele. Hun saa at
den døende mands to sønner sørget ikke over at
de skulde miste sin far, men over at de ingen far
hadde at miste; hun følte at der var en misstem*
ning mellem brødrene saa dyp og bitter, at ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
