Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
299
stod som skygger derute, men deres sidste forpju*
skede rester av løy syntes saa gule og plænen saa
grøn gjennem morgenskodden.
Torkild var gaat paa kontoret allerede, da Rose
kom ned i spisestuen. Hun satte sig ved bordet
og skjænket kaffe til sig seiv. Hans tømte kop
stod der, der var litt smør paa hans kniv og ser*
vietten laa slængt paa stolen ved siden av hans plads.
Dagligstuen var fuld av sol nu; hun kunde se
hele råden av blomstrende chrysantemum i vindu*
erne derinde og indbildte sig hun kjendte deres
fine, eksotiske vellugt ind til sig.
I øieblikket forekom det hende saa besynderlig
uvirkelig, alt som var hændt de sidste dagene.
Det var som hun maatte kunne ryste det av sig —
det er ikke sandt. Det virkelige, det var de frede*
lige stuer, de mange smaa pligter hun hadde foran
sig alle dagens timer utover, de stilfærdige smaa
gjøremaal, hun holdt av, og som laa og ventet
i sin bestemte orden hver dag —.
Men dypest i hende sat vissheten og knuget
hendes hjerte sammen. Det virkelige, det var
noget andet. Der var sket noget, som hun ikke
kunde komme utenom. Mennesker, som var hende
likegyldige og fremmede, de hadde slumpet til at
si ord, som var slaat ned i hende, hadde tvunget
hende til at se anderledes paa hele sit liv. Det
nyttet hende ikke, om puffe dem væk
nu — de var gaat, men de hadde gjort sin gjer*
ning -.
Og Torkild. De kunde forsøke at leve videre
med hinanden som før — det vilde være umulig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
