Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - XI - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
309
Den lille lyden som han ikke pleiet at lægge merke
til, for den var der næsten altid, sterkere og "sva*
kere, som linen hadde pleiet at klapre nat og dag,
al den tid de hadde levet her.
«Nu er det slut,» hvisket han sagte til sig seiv.
Og han undret sig over han ikke led mere. Men
det var som han ingenting orket at føle længer.
XII.
Torkild blev ved at kjende sig saan, sløv og
nummen i sindet. Den dag Rose reiste til Sverige
og de sa farvel til hinanden hjemme, var det ikke
som en avsked for bestandig. De var rolige
begge to’; hun syntes næsten glad og fortrøstnings*
fuld. Og saan stod hun i kupévinduet paa Lille*
strøm station og nikket til ham, og han hilste med
hatten og viftet med sit lommetørklæde, da toget
kjørte bort, og det hele syntes saa uvirkelig —
eller det var som han var halvt bedøvet og ikke
kunde kjende smerten.
Det var først da han kjørte hjemover, at det
gik op for ham. Hun var virkelig borte, hun
var ikke i huset hjemme, kanske kom hun aldrig
dit mere. Og han hadde seiv sendt hende fra
sig —.
Nu blev det pludselig meningsløst, vanvittig.
Han hadde jo handlet som en gal mand. Han
vilde skrive og be hende komme tilbake — skrive
straks iaften. Fremtiden — han skjøv alle tanker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
