Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
315
Det var det han maatte forsøke at lære nu, han
var kommet nær den evige kulde. Han fik lære
at opgi hende — som han maatte opgi alt, han
ikke kunde gjøre noget vakkert og godt ut av.
Han maatte lære at leve sit liv retskaffent og ret*
færdig, fordi en retskaffen og retfærdig mands liv
aldrig er levet forgjæves — saa at han engang
kunde dø, som Roses mor var død, hvis livet
denne gang blev git ham tilbake — for kort eller
længe.
Fra kontoret gik han bort til dr. Meyer. Lægen
kaldte det spidskatarrh; begge lunger var angrepet,
men ikke haardt, og han raadet Torkild til at
komme sig paa sanatorium snarest mulig.
— Torkild gik hjemover i den klare, rimhvite
vinterkveld. Den evige røk av tynd hvit frosttaake
laa over de vissengule enge langs elven, himmelen
var endda blekrød efter solnedgang.
Han undret sig seiv over den klare stilhet, han
kjendte i sit sind, mens han gik mot det øde hjem.
Om aftenen skrev han til Rose. Mange brever,
som han rev istykker. Det han tilsidst sendte,
kom til at lyde:
«Kjære Rose.
Det er kommet til at staa for mig slik tilslut
— jeg er vel et undermaals menneske; jeg tror
det var din egen sunde natur som advaret dig mot
mig bestandig — jeg dudde ikke til at være din
mand, jeg burde ikke sætte barn ind i verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
