Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
367
og skulet til mig som hun var ræd -. Og jeg
stod i vinduet og glante ned paa den skitne gaten
og de stygge graa murgaardene midt imot. Jeg
syntes det var hele verden, og alle mennesker i
verden saa fattige og slitte og uglade ut —.
Og jeg hadde en følelse av at i disse stuerne
og denne ensomheten skulde jeg være sperret
inde alle mit livs dage. Dette, det var det eneste
som var virkelig for mig. — Jeg passet jo sletikke
sammen med Rose - alt det deroppe var mig da
igrunden saa fremmed og unaturlig — hele deres
maate at ta livet paa. Det eneste jeg brød mig
om at gaa til Wegnes for, var at hendes mor var
borte hele eftermiddagen og jeg kunde spille teater
deroppe i ro og fred om alt det jeg drømte og digtet,
og Rose føiet mig og spilte slik jeg forlangte. —
Men for mig seiv digtet jeg endeløse historier som
jeg nok skulde passe mig for at fortælle hende det
bøss om. Og naar jeg var træt av mine egne fan*
tasier, listet jeg mig til at være sammen med Olga.
Det var da en virkelighet, hvor der hændte noget
og at det var saa raat og fælt, det gjorde mig
likesom godt — det var da en rød risp i alt det
graa -.
Og naar jeg ligger her om dagen, Torkild, og
tænker paa alt jeg har oplevet — alt det sjofle og
væmmelige, jeg har vasset igjennem av min egne
gode vilje — jeg vet ikke du, det er likesom det
ikke er sandt at det virkelig har hændt mig — at
det ikke bare er noget jeg har fantasert ihop. Det
eneste jeg er sikker paa jeg har oplevet, det er de
eftermiddagene hjemme i mors stuer i Teresegaten —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
