Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29 KÆRLIGHEDENS ORM
klapper, og det flimrede rødt for deres Øjne. For den ene maatte det blive Liv,
for den anden Død. Men i det Øjebliks Gravstilhed, der gik forud for Kampen,
hørte de begge, at Sovekammerdøren laasedes af indefra. Og en haanlig Latter.
Da var det, som lammedes pludselig deres Viljer, og en flov Mathed slappede
deres Muskler. Og de satte sig tavse ned med Svedperler i Tindingerne. —
Elskeren støttede sit trætte Hoved i begge Hænder og saa’ vemodigt op i
Lysene.
»Jeg var engang en ung Mand, der elskede,« sagde han. »Skært og fint som
det, der spirer i Vaar. Og min Kærlighed stod i Pagt med alle gode Aander, Solen
og Maanen og de tindrende Stjærner. Min Elskov var som en Tone, der skjalv i
sitrende Bæven, som et Suk af skælvende Lykke. Og hun, hvis Navn jeg dengang
hviskede i hellig Andagt, hun er nu en andens og — Moder. Moder til en
kommende Slægt. Saa meget ofrede jeg — som skrevet staar »siden jeg hende først
saa’.* Det er længe siden.«
»Hvad er det imod mig?« sagde Ægtemanden. »Kone og Børn har jeg forladt.
»Was schert mich Kind, was schert mich Weib!« Alle Baand, der bandt mig til
Mennesker og til Naturens Orden, har jeg skaaret isønder« —
»Hvad er det imod mig!« ivrede Elskeren. »Al Fornuft i mig har jeg kvalt.
Jeg har stukket Øjnene ud paa mig selv, jeg har sprængt mine egne
Trommehinder, alle mine Sanser har jeg sløvet stumpe for at nyde een Drift fuldt —«
Og saadan overbød de hinanden i bebrejdende Selvanklager, til Lysenes
Flammer blev smaa og døsige i Morgen brækningens graanende Skær.
Rystende af Kulde sad de der endnu, da den første Solstraale spillede paa
deres udtærede Ansigter.
Og da de et Øjeblik saa’ paa hinanden, syntes de, de var bleven saa gamle.
»Er vi da fordømte for Tid og Evighed for vore ulyksalige Drifters Skyld?«
spurgte Ægtemanden med en pludselig Opblussen af Kraft.
»Hvis der nogetsteds findes det, der er værre end Helvedes Ild, saa er det
beredt for os,« sagde Elskeren haabløst.
»Lad os redde, hvad der er i os af Mænd,« dundrede Ægtemanden. »Vi sidder
jo her og raadner op indvendig.«
Saa rejste han sig og slog et Vindu op.
»Se, Solen bryder frem og den friske Morgen. Lad os tage Bøsser paa Nakken
og Tasker og Kniv. Bare bort herfra! Indsuge store Skoves Granduft, drikke af
Kilden, hvor den vælder ud af Jordens Skød, leve af Skovens Vildt, sove under
Nathimlens kølende Hvælv. Begynde Livet forfra hver Morgen!«
Saa væbnede de sig efter Jægeres Behov og vandrede sammen ud i den
bidende Morgenkulde — ud mod de store Skove. De var lidt slappe i Knæerne —
kan ikke nægtes. Men det var jo ogsaa længe siden, de havde øvet mandig Daad.
I deres ormædte Hjærne døsede kun een Tanke. Den nemlig, at det var mer
end tilstrækkeligt, naar een af dem vendte hjem engang fra dette nye Jagtliv.
Hver stoled paa sig selv. Og kunde det ske i en Fart, var det ikke for sent
endnu at vende tilbage og sprænge Døren til den lune Alkove.
HJALMAR RERGSTROM
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
