Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OM LIVSANSKUELSE
29
den Tavshed, hvorfra Helenas Ord stiger op, er ikke den samme, som den der
bærer Oinos Ord. Sig Replikerne højt for Dig selv, sig Oinos første Replik med
en stærk og begejstret Stemme, fald saa ind med Helenas lyse, hurtige og lette
Svar, og sig saa Oinos sidste Replik med den indrømmende Betoning, Ordene
her kræver, og Du vil føie, at hendes Tavshed er ikke den samme som hans.....
Men endnu dybere, fastest og sikrest har Heine i et af Digtene i Buch der
Lieder udtalt Menneskenes dybe Kontrast: Naar jeg har Dig tættest hos mig,
længes jeg mest efter Dig.
Tavsheden! Der fandt jeg altsaa ned til det, som var det sidste og dybeste
mellem Menneskene: Kontrasten. Tavsheden! Nede paa Bunden af den var altsaa
Ensomheden. Nede paa Bunden af den var jeg altsaa dybest mig selv, fri og ene,
uden Tilknytning til Mennesker og Menneskers Værk. Der var jeg altsaa nede i
mit usynlige Liv, nede i Dybet af min Bevidsthed, nede ved Underlaget i min
Sjæl, dernede hvor mit Væsen former sig, hvorfra Ordene og Handlingerne stiger
op, naar jeg er ærlig og oprigtig og bærer mig selv frem i min Gerning, nede ved
det Punkt, jeg intet andet Navn har til end min Sjæls skjulte Værksted. Nede i
det primitive og oprindelige af mig selv, nede ved det, der ligger saa dybt, at
Ordene egentlig ikke kan udtrykke dets Væsen.
Men skulde jeg nu søge, kort og klart og primitivt, at faa fat i min Ensomhed
og min Tavshed, saa er altsaa det Spørgsmaal, jeg nu maa stille mig, det
Spørgsmaal der altsaa er det sidste i det menneskelige, det er dette: Hvor dybt kan jeg
komme ned i mig selv? Hvor langt kan jeg naa ned i min Bevidsthed? Hvor langt
kan jeg naa ned i det menneskelige? Jal jeg ved godt, at hernede i Tavsheden er
den Enkelte isoleret, her bliver Ordene famlende og usikre, falder som Paradokser
og personlige Bekendelser, men der er intet andet: den som vil tale om Livet,
maa tale om sit eget Liv og bruge sine egne Ord. For hvem er det til Glæde, om
jeg fortaber mig i andres Tanker og andres Ord ? Altsaa: Hvorledes er mit
Forhold til mig selv? Har jeg der kunnet ophæve Kontrasten? Har jeg der opnaaet
den absolute Enhed ? Det fuldstændige Sammenfald af alle mit Væsens Dele i et
eneste Brændpunkt? Søger jeg nu min Erfaring igennem, gør mit Sind aabent og
stiller mig Ansigt til Ansigt med mig selv, søger ned til det Punkt i min Sjæl,
hvor jeg er nøgen og Menneske, uden Paahæng af gamle Dogmer og filosofiske
Systemer og Børnelærdomme og Uærlighed, skiller alt det uvæsentlige fra, alle de
Gange hvor jeg kun har været halvt til Stede i Oplevelsen, og erindrer mig de
Øjeblikke i mit sjælelige Liv, hvor jeg har været dybest og stærkest, hvor jeg har
naaet det højeste Spændingspunkt, de store og dybe Øjeblikke, hvor alt det
ligegyldige er gledet ned i Intetheden, og hvor hele mit Væsen har været samlet i
Oplevelsen, saa er det sidste, der bliver tilbage i Bevidstheden, denne ene Viden:
intet Øjeblik, intet Nu, ingen Brøkdel af et Secund er det muligt at finde, hvor
det ikke har været mig muligt at komme bag om mig selv, dybere ned, længere
ud. Kulminationspunktet kan ikke naas. Livet taber sig her i det Uendelige. Her
holder altsaa den menneskelige Viden op. Ud over Kontrasten kan jeg ikke komme.
Den absolute Enhed er en Umulighed. Det spændteste Øjeblik i mit Liv: jeg har
dog ikke naaet den yderste Enhed. Jeg var ogsaa der: sammensat, nuanceret,
menneskelig. Her er altsaa Grænsen for det menneskelige: længere kan jeg ikke komme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
