Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OLLTh JLNSLN
BONDENS SØN
FØRSTE AFSNIT AF EN STØRRE FORTÆLLING FRA FJENDS HERRED*
å AHN var det sandede Landskabs Sjæl, og den leende Maane havde aldrig set
l\ sin naragtige Maske i et klarere Speil; den udsprang dybt inde mellem
JL_ tunge Lyngbanker, — ingen vidste rigtigt hvor, — og listede sig
langsomt og tøvende uden Larm og uden Vrede ud mod en Arm af Limfjorden med
al Hedens brede Alvor i sine Bølger og med Stimer af spættede Lax paa sin Bund.
Men som om den ugjærne opgav sin Selvstændighed og blandede sin ferske Strøm
med Fjordens bitre, grønlige Vand gjorde den Vejen saa lang som muligt, idet
den under hvasse Bugtninger kasted sig snart mod Øst og snart mod Vest, —
som en Hugorm man levende vil drive ind i en Brændevinsflaske.
I tusinde af Aar havde den gaaet paa samme stilfærdige Maade og hulet sine
Brinker og skjult sig for Røveren mellem Bankerne, for saa omsider resignert at
finde sig i sin Skæbne og lade sig opsluge af den graadige Fjord.
Den havde vel ikke skabt nogen stor og rig Civilisation, men dog var den
Hedelandets Nil, uden hvilken adskillige af de låve pjudskede Gaarde derinde paa
Sandagrene næppe kunde ha’ forrentet de store Kasselaan. For gav end Agrene
Brød, var det Aaen der gav Smør og Sul paa Brødet. Thi paa milelange
Strækninger trækker de træge Banker sig tilbage og giver Plads for de grønneste Enge,
der især er af henriven3e Ynde i Foraarstiden, naar de er overstænkede med
Millioner af gule Kavlinger, mens Flokke af Brushøns opfører deres fyrige Kampe paa
Aabredderne.
Skøn er Aaen ogsaa en Sommerdag, naar de tørstige Kreaturer kommer ned til
dens Bredder for at drikke. Dagen lang har de gaaet og gnavet deroppe paa de tørre
Agre; nu kan de ikke mere, Struberne brænder, og alle deres Organer skriger efter
Vand. Paa et Signal af Hjorddrengen er de alle nede paa Vajsen; allerede vejrer
de Vandet, den sidste halvsnes Skridt tages i Løb, den brede Snude kysser nu
Aaens Spejl, men skræmmes lidt ved Synet af en ligesaa bred Snude nede i
Vand-skjæret, de to første Lurk var for store, de maa rejse Hovedet for at regulere
Synkningen. Imens drypper Vandet fra deres Muler ned i den klare Strøm. Længe
staar de fordybede over dens Speil med sænkede Horn og Øjne, der tindrer af
Vellyst; der spores ikke anden Bevægelse end den rytmiske Bølgen, som Vandet
fremkalder paa sin Vej gennem Kværken, og saa Næseborene, der skiftevis løftes og
sænkes. Omsider bliver de dog trætte, og med løftede Haler og Maver udspændte
" Udkommer om kon Tid pan V. Oscar Søtoftcs Forlag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
