Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BONDENS SØN 75
som hin gamle graaskæggede Libertiner l^de maattet dele med en ligesindet
Kollega, havde vor Æsel nydt tifold - alene. Kun Skade, at der paa denne Aas
Bredder ikke fandtes nogen Galge, hvor den krænkede Blyhed kunde søge
Æresoprejsning.
Aaen var alles Ven og alles Moder. Til den kom baade Dyr og Mennesker i
Sorg og Glæde. Dyret for at drikke og Mennesket for at bade. Og mere end
ét ulykkeligt Kvindehjærte havde her søgt en forpint Sjæls sidste Trøst, naar
Kæresten havde vist sig utro; og Aaen havde lullet slige ulykkelige ind i den
sidste Søvn og for Myrtekransen givet dem en Krans af Siv om den blege Tinding.
Og ogsaa en og anden gammel Bonde, der var pint under Aftægtens Forladthed
og Drilleri og martret af Gigt og Livslede, havde fundet den attraaede Fred i
Bølgerne af den Aa, paa hvis Bredder han som yngre havde hilset Livet med et
frejdigt Nik.
Kun Forbrydelsen nægtede Aaen sin Bistand, og derom gaar der følgende
Sagn:
Hvor Vidjen svajer i Nattens Sus,
der river Stormen i lyngtækt Hus,
mens Ræven skriger paa Heden.
Den Kvinde lytter i Hytten arni:
»Jeg hørte Raab og forvirret Larm,
og Ræven skriger paa Heden!
Nu vaagner i Vuggen Drengen spæd;
hans Far er borte, — og jeg saa ræd,
naar Ræven skriger paa Heden.
. . . Han drog til Marked; Gud naade mig!
hans onde Nabo drog samme Vej — —
Hør Ræven, Ræven paa Heden!
— Bag lyngtækt Hytte ved Bakkens Fod
udøser Fjenden sin Uvens Blod,
mens Barnet græder paa Heden.
Hvor I-yngen kranser en sumpet Sig,
der sænkes i Nattens Mulm et Lig,
mens Ræven skriger paa Heden.
Hvor Banken klædes af Lyngen graa,
der gaar den Brasen saa bred i Aa.
Der vandrer Fiskeren Natten lang
med Aaleblus og med Toggerstang.
Med ét han staar i en lyngkranst Sig,
hvor Sagnet gaar om et nedsænkt Lig.
lit Gys fra Sumpen, et iskoldt Sus
udslukker Fiskerens Aaleblus.
Det var som tusinde Fugle for
med Jammerklager fra Syd til Nord.
Først lød det som pibende Klynk og Suk,
saa steg det til jamrende Ve og Vok.
Da slåp den Fisker sin Toggerstang,
og over Grøfter og Kjær han sprang.
Han ænsed ej Garn, han ænsed ej Fangst,
hans Strube tørredes ud af Angst.
Thi over hans Isse, lavt over Jord,
de sorte Helvedes Fugle för.
Og hvor han spejded blandt Bakker graa,
han ikkun gloende Øjne saa.
Da sank han sammen, med Skum for Mund,
han fandtes den næste Morgenstund.
Hans Sjæl var rystet indtil hans Død.
Forlængst han ligger i Jordens Skød.
— Saa klinger endnu det natlige Sagn,
mens Bonden ved Midnat sætter sit Agn,
og Ræven skriger paa Heden.
Midt for denne Aa, paa et Sted hvor Engen skød sig ind som en bred, grøn
Bugt, laa der en snurrig lille By ved Navn Engkjær. Den omfattede blot en
sekssyv Gaarde af ældgammel Type med frønnede Stolper, graa, udbugede Lervægge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
