- Project Runeberg -  Vagten : Tidsskrift for Litteratur, Kunst, Videnskab, Politik /
78

(1900) [MARC] With: Ludvig. Mylius Erichsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.



BONDENS SØN

tede Agestole; i den forreste tronede Bonden, den bageste var tom. De kloge
Heste havde straks forstaaet Situationen. Da Bonden tog den lasede Sele af dem
og erstattede den med en ny, viste de en iøjnefaldende Nervøsitet. De grinede
ikke, som de plejede, naar man la’ Hovedlavet paa dem, men strakte selv
hjælpende Mulerne frem, mens deres Øren klippede af Spænding frem og tilbage; og
saasnart deres Husbond paa Gaardens Stenbro havde trukket et drønende
Piskesmæld hen over deres Hoveder og sluppet dem løs for slappe Liner, satte de
Skoen i Stenene, saa der stod lange Gnister efter dem, og straks var de inde i
Galop. De dovne Dyr, der før havde gaaet trevne og tunge, løftede nu Hovederne
som en Pegasus og skar som Glenter henad Vejen; den ufjedrede Vogn kastedes
fra den ene Side til den anden paa Hulvejens dybe Sandbølger, mens de usmurte
Axler jamrede sig som elskovssyge Katte.

Da Bonden noget ude paa Marken gled forbi et Hus, raabte Ejeren ind ad
Døren til sin Kone:

»Det var s’gu Mads Søndergaard, der kørte efter Jordemor.«

Tre Kvarter efter raslede Vognen paa ny ind over Gaardens Stenbro, men
da var de røde Hopper hvide af Skum, og deres svære Bove bævrede, og de
vendte febrilsk Bidslet mellem Tænderne. I den bageste Agestol sad der en
rundrygget, sammenkrøben Skikkelse, af hvilken man kun øjnede en spids
Rottenæse og et Par kolde grønne Øjne indhegnet af Rynker; Resten dækkedes af et
uhyre uldent Tørklæde flere Gange viklet om Hovedet trods den bagende Sol.
En Kvinde kom ud og sa’:

»Margrethe er forløst; en stor, hwel’ Dreng.«

»Vorherre i Himlen ske evig Tak!« sa’ Mads, idet han la’ sin højre Haand
paa den tehaands Kryds og sprang tungt fra Vognen.

Men denne glædelige Meddelelse berørte den pukkelryggede pinligt; thi nu
kunde hun ikke godt være bekendt at ta’ fuldt Honorar.

»Det var ogsaa en Fasown at ligge og føde selv!« snerrede hun, mens hun
med sit ene smalle Ben stod baglæns og famlede ud af Vognen efter Vogntrinnet,
indtil Mads tog hende om Anklen ovenfor den tjærede Tøjsko og skaffede det
arrigt spjættende Ben det attraaede Fodfæste.

Da man kom ind, laa der paa Sengen en bleg Kvinde, hvis Nerver endnu
ikke var dirrede til Ro efter den frygtelige Kamp for to Liv. Ved hendes Side
laa et rødt, putrende Barn, over hvis Ansigt der en Gang imellem gled en
Grimasse, der efterfulgtes af en spinkel, klagende Graad.

Mads bøjede sig ned over den blege Kvinde med det lille Ansigt og de store
blaa Øjne og klappede hendes Kind med sine stive Fingre, idet han gentog Gang
paa Gang:

»Lille Mor! Lille Mor!« mens store Taarer rullede ned over de grove
Hørlagner.

Der var mange Børn i Gaarden, før Jens kom til, og det var kun liden
Opmærksomhed, der kunde afses til den enkelte. Moderen havde tusinde Ting at
gjøre foruden det at passe sine Børn. Thi næppe noget andet Menneske paa
Jorden er saa optaget med Slid og Slæb som Konen i en lille Gaard paa Landet.
Hun har alt Arbejdet med Børnene, giver den mindste Die, de større Prygl, hun

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:47:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vagten/0092.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free