Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 6
KONDENS SON
Jens, der vel mærkede paa Haandelaget, at han ikke var falden i de kjærligste
Hænder, hylede oprigtigt, og saasnart disse Hyl havde lydt ud i. Høstnatten, saa
man alle de hoppende Lygtemænd paa Engen tage Retning mod Gaarden. Men
det var endnu ikke sidste Akt, der udspilledes i Gaardens mørke Storstue,
hvorhen den vrede Gamling havde baaret Barnet, og hvor han nu gjennemtærskede
det med de brutaleste Hænder. Først da den ulykkelige Mor kom til og holdt
den desperate Pædagogs Haand tilbage, blev det ilde medhandlede Barn udleveret
til hende og Vuggen. Men endnu langt ud paa Natten laa det og vred sig i
uhyggelige Drømme, og nu og da hørtes en uvilkaarlig Hulken.
Denne Bedstefa’r blev hans Barndoms onde Dæmon. Han var Fa’r til Margrethe
og skulde ha’ Aftægt af Gaarden; skjønt han havde afstaaet Ejendommen til Mads
Søndergaard, havde han stadig megen Magt og maatte omgaas som et raaddent
Æg; thi tog han hele den kontraktmæssigt fastsatte Aftægt, kunde Mads komme
til at sidde haardt nok i det, for han var ulykkeligvis ikke blandt de velbeslaaede
Engkjær Mænd. Det gjaldt da om at gaa den gamle under Øjne og finde sig i
hans daglige Overgreb. Han havde tilranet sig Børnenes Opdragelse, og ogsaa
Jens faldt ind under hans Tugts Ris. Drengen nærede en uhyre Rædsel for denne
visne Olding, der altid stank af Løg og Brændevin, han havde aldrig kunnet
glemme hin frygtelige Aften i den mørke Storstue; og nu havde den gamle
tilmed besluttet, at Jens skulde ligge hos ham i Alkovesengen for at varme hans
magre Ben de kolde Vinternætter, naar Rimfrosten gnistrede paa Indersiden af det
omhængsløse, halmfyldte Leje.
Det skete ofte, at den gamle blev noget sent ude, naar han var bleven
opholdt af Drikkebrødre, og da maatte Jens alene finde sig tilrette i den skumle
Alkove. Han var tidlig mørkeræd, og enhver Lyd forfærdede ham. Han var bange
for Musene, der skxaslede i Halmen under ham, — han var især bange for Rotterne,
der kom frem ved Benenden af Sengen, tog Trav op over Dynen og gjorde jet
vældigt Hop ud paa Lergulvet, hvor de søgte efter Brødkrummer og Sildeben. Ofte
troede han i sin Angst at mærke deres kolde Snuder mod sit Ansigt.
Han var tidlig bleven indviet i Læren om overjordiske Magter, især de onde.
Naar Tjenestepigen havde fundet hans Opførsel generende for sin Magelighed,
havde hun sat et grimt Ansigt op og sagt: >Er Jens ikke en rar Dreng, saa
kommer Bussemanden og ta’r haml«
Efterhaanden blev dette Barneskræmsel udstyret med skrækindjagende
Ansigtstræk, med rivende Tænder og Gribeklør og al Rædsel og Laaddenlied, og som
uundværligt Tilbehør: en stor Sæk paa Ryggen til at putte smaa uartige
Drengebørn i. Senere hen erstattedes dette Uhyre af Postillernes Djævel, og der var ikke
mange Træk at forandre eller føje til. Det var Bondebarnets og de vildes Gud,
født i Angst og Mørkerædsel, der her stod over ham med blodigt Gab.
Ved højlys Dag frygtede han for at se ham komme krybende ud af den skumle
Bageovn, han anede ham, naar det kvældede, under det gamle Hyldetræ ved
Kaal-gaardsdiget, og nu mens han laa her i den mørke Seng og ventede paa sin fulde
Bedstefa’r, var det saa ikke Bussemanden, der tudede saa uhyggeligt i Skorstenen
og uafladeligt slog med Havelaagenr Han trak Hovedet dybt ned under det uldne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
