Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211 ET AFSNIT AF IBSEN-KRI TI KEN
Kvinde, som han elskede mindre, saa’ paa med mindre Øjne. Men hende her,
som har rørt op i de vidunderligste Dybder i hans Mandssjæl, hende kan han
aldrig finde sig i at eje uden at eje hende saadan.
De bliver forlovede, som Folk siger. Dermed gaar det saaledes til, at Brand i
den saakaldte Erobringstid, da alle Muligheder spirer og gærer, da Tankerne,
Blikket, hele Menneskets Legeme rører sig med overvældende Spændstighed, med den
slankeste Lethed — i denne Erobringstid er Brand virkelig for første Gang i sit Liv
smuk. Det betager hende. Der er desuden det ved ham, at han formodentlig iblandt
hendes Tilbedere er den første, med hvis Viljer hun ikke kan skrive Tøddeler.
Der er ogsaa noget i hans Væsen, noget i hans Tanker, som rager ud over
hendes Kløgt og bringer hende til at snappe efter Vejret; hun kan slet ikke faa det
underlagt sit Blik, saadan at hun fra nogen Side kan komme til at overskue det
og — muligvis se ned paa det. Hun føier en Smule af den Angst og Respekt for
det overlegne — ja Had til det — der spiller en saa stor Rolle i Kvinders
Kærlighed. Kvinder holder af halvvejs at miste Vejret.
I den første Tid gaar det godt. Brands Elskede præsterer noget af det samme
Væsen, som de omtalte Shakespeareske Kvinder har, Desdemona, Julia, Imogen.
Den, der har set i Livet eller i Kunsten den Slags Udslag af en dyb og
sammenstemt sjælelig Sammenhæng, kalder dem Mirakler. I det Navn, Shakespeare har
givet den unge Kvinde i »Stormene, Miranda, ligger den samme Tanke udtrykt.
Den Slags Væsensudslag kan ikke laves med Vilje og Beregning. De kan se
meget smaa og lette ud, kan være blot et Ord, en Betoning, en simpel dagligdags
Omstændighed. Men de kan hverken beskrives eller laves. Deres Værdi, deres
Dybde beror paa den Maade, hvorpaa de hæver sig frem af Sammenhængen, hvori
de forekommer; de kan ligne Lyn, de kan ligne det sagteste Aandedrag. Men de
er Mirakler, de henhører under det, man kalder det umulige, fordi ingen
angivelig Magt i Verden er Herre over dem. Nogle af den Slags Ting skulde der være
i Dramaet Brand, i 2den eller i 3dje Akt, der hvor nu Alf dømmes til Døden.
Senere hen da Erobringstiden ogsaa for hendes Vedkommende er forbi, og
Følelsen af Sammenhøren skal begynde at dominere, den dybe Hengivenheds Tid,
da de to Individers Sjæleliv støbes sammen, da gaar det mindre godt. Det viser
sig i Smaating, Ord, sagt i flygtige Luner, ubetænksomt; enhver anden end Brand
vilde vel hurtigt have glemt dem og ænset dem lidet. Hun mener, han er lidt
hovmodig, det er, fordi der er saa faa Mennesker, han holder af. Hun mener, han
er lidt brutal, det er, fordi hun ser ham med haarrejsende Ligefremhed støde
enkelte Folk fra sig. Hun mener, han praler lidt, fordi han taler ligeud om sig selv.
Fordi han elsker ogsaa den Stemning, Vinen giver, mener hun, hun maa holde
vaagent Øje med, at han ikke bliver lidt fordrukken. — Brand bliver med ét
noget tavs, Sjælen er gaaet af hans Øjne, Initiativerne forsvinder til Dels af hans
Væsensudfoldelse. Han føier sig paa fremmed Jordbund, han siger til sig selv:
dette er ikke Sammenhøren, det er ikke engang Hengivenhed. Jeg maa tro, jeg
dybest inde er hende fremmed.
Paa dette Indtryk bliver altsaa Brand tavs, trækker sig tilbage i sig selv, vier
hende kun en stille uophørlig Opmærksomhed. Hun klager over, at han bliver
kedelig. Og hun har Ret deri, men ser ikke, at hun selv til Dels har voldt det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
