Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2j8
OM LIVSANSKUELSE 252
derfor kan han ogsaa nu gøie sig forstaaelig, idet han viser mig, at dette mit Livs
inderste Væsen er i ham, og med ham i det uendelige, i Gud.
Som Hr. Garde meget rigtig anfører, ogsaa Jesus siger, at Gud findes, hvor
man er dybest sig selv og borte fra alle andre. Jeg maa ind i Ensomheden. Men
der kan jeg møde ham, som forstaar mig i denne, og i ham finde det uendelige,
Gud, finde det saaledes, at jeg samtidig finder mit eget inderste Væsen, som
gemmes i ham.
Han har Evner til at gaa ind til mig, saa jeg nu ikke længere er ene, ikke
har nogen Afgrund mellem ham og mig, ikke længere staar ved en Grænse,
hinsides hvilken er en uforklarlig og ubeskrivelig Gud. Nej, i Jesus Kristus er mit
eget inderste Væsen lagt blot for mine Øjne som tilhørende Gud, og Gud bleven
mig klar som den, hvem jeg oprindelig tilhører, og i hvem jeg har mit Maal. Jeg
har begyndt at leve med Gud, at kende ham. Han er kommet til mig i Jesus
Kristus og kommet som Forklaring paa mit Væsens dybeste Gaade.
Men det var jo mig, der levede mit daglige Liv, som netop derfra steg ned
og nu bestandig stiger ned paa Bunden af min Sjæl til dette Møde. Og idet Jesus
Kristus gennem dette Møde bliver Midtpunktet i mit aandelige Liv og hjælper
mig til »med friske Øjne og ærligt Sind« at se paa Livet igen, saa gøres mit
daglige Liv mere og mere til et aandeligt Liv: bag alt, hvad jeg lever og udtrykker,
ligger Bevidstheden om, hvad jeg har fundet i Dybet af min Sjæl, om ham, der
har taget min Ensomhed, givet mig at finde frem til En, givet mig Uendeligheden
ikke som sugende Savn og Længsel, men som mit Væsens Oprindelse og Maal,
givet mig at være hos Gud.
Alle, som mødes med Jesus Kristus, giver han det samme; han giver dem alle
sig selv. Alle finder de i ham deres eget Væsens Grundbillede, alle møder de ham,
saa Ensomheden ophører, Afgrunden forsvinder, alle faar de ved ham det
uendelige, Gud, som den levende Forklaring af deres Væsens Gaade.
Og herved naas det, at Mennesker kan finde frem til hinanden, helt tæt ind
til hinanden.
Jo bedre to kan tale til hinanden fra det inderste Dyb, des nærmere er de
hinanden, maa ogsaa Hr. Garde indrømme. Nu kan dette ske som aldrig før. Jesus
Kristus har hjulpet dem til ikke at blive ens men at blive Enhed. De har Lod og
Del i den samme Uendelighed, den samme Gud. Deri er de én — saa ofte de
med hinanden kan finde helt derud. Nu bliver disse Øjeblikke, hvor det sker, for
Alvor »salige«, og vil de end ofte føie Smerten ved at være ene, se Afgrunden
som atter liggende imellem dem, saa vil dette kun drive dem til atter og atter at
søge Mødet i Gud. Og naar det ikke lykkes, naar Smerten er der, da vil den dog
nu være mildnet ved Bevidstheden om, at der er de Øjeblikke, hvor den helt er
overvundet, og at der engang vil komme den Stund, da den aldrig mere skal
mærkes: naar de gennem Dødens Porte føres helt ud i det uendelige, helt ind til
Gud og bliver fuldt én i ham.
Er hvad her er udviklet lykkedes for mig med blot én, da aabnes derved
Udsigten til, at det kan lykkes med andre ogsaa, og jeg bliver sikker paa, at
om det end ikke sker, saa ligger Fejlen hos mig eller hos de andre, men ikke
i Sagen selv og ikke i vort egentlige Væsen. Anelsen er vakt om, at det engang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
