- Project Runeberg -  Vagten : Tidsskrift for Litteratur, Kunst, Videnskab, Politik /
244

(1900) [MARC] With: Ludvig. Mylius Erichsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

244

OVER ÆVNE

Johannes Nielsen! Det er nu et Navn i dansk Teaterhistorie, Lønnen for de
haabløse Trængselsaar.

Først de tre Skoleaar paa det kgl. Teater, saa Tantalusaarene uden
Engagement, saa de to-tre Aars Skuespillervirksomhed, til han nu forlader Scenen for
at dækkes med Kulissestøv som Sceneinstruktør, Skuespilleres, Kritikeres og
Publikums Prügelknabe.

Sang blev hans vidunderlige Sortie, inden dette skete.

Der gik han og spillede i et Repertoire, som et Privatteaters nu én Gang er,
mangfoldigt og planløst ....

Men i Stedet for at give en Opremsning af hans Roller eller en Kritik af hver
enkelt — deres Egenskaber er det for Størsteparten ikke værd — skal jeg forsøge
at give et Billede, en summarisk Karakteristik af hans Spillemaade indtil Sang.

Hver Gang han fik en Rolle, som af Repertoiregrunde aldrig rigtig passede for
ham, søgte og fandt han Mennesket i den, drog med Fasthed dens ydre Linjer
og Konturer, gav helt af sin egen Sjæl, hvor han fyldte den menneskeligt, men
nøjedes iøvrigt med at antyde, hvor hans Jeg ikke slog til. Her udleverede han
sig, dækkede ikke sine Mangler ved energisk Paasmøren af Rutine-Fernis, gik
aldrig paa Akkord og indlod sig ikke paa tomme Abekatterier. Han skabte altid
fra nyt af og indvendig fra.

For den, som i Skuespilkunsten kun søger det, den bør være,
Menneskefremstilling, blev Johannes Nielsens Spil altid en Nydelse, hvor ufuldkommen den end
var, han var altid et Menneske. Men det var tillige en Skuffelse, thi han var ikke
altid Rollen, Figuren. Han viste ingen virkelig Forvandlingsævne; han var og blev
Johannes Nielsen.

Og denne Fremstillingsmaade syntes at have en farlig Begrænsning i den
udprægede Personlighed.

Som Johs. V. Jensen en Gang udbrød, da han havde set ham i »Trilby«:

— Den Mand vil være opslidt inden et Par Aar, hvis han hver Aften øser saa
rigeligt af sin egen Sjæl.«

Ofte antydede Johannes Nielsen endog mere end han gav.

Dé teaterkyndige begyndte derfor at se noget andet i Johannes Nielsen end
en Mand med Skuespillerævne: et Sceneinstruktøræmne. De sagde: Han ved,
hvordan det skal være altsammen, han kan blot ikke selv gøre det. Og de gjorde
ham til Instruktør ved det kgl. Teater.

Man maatte give dem Ret og nære det bedste Haab om, at dette var hans
rette Hylde: at digte Baggrund for Digterværkerne og faa Skuespillere til at træde
frem paa den, at præge og gennemtrænge Menneskesjæle med Digteres Ideer.

Johannes Nielsen har vel troet og haabet det samme. Og saa spiller han Sang.
Spiller Sang og afslører et helt nyt Fond, han har at øse af: sin
Menneskekundskab. Han skaber baade af sin egen dybeste Sjæl og af sin intime
Menneskekundskab. Han viser, at det ikke er en »lyrisk Elsker«, den danske Scene ejer,
ikke en »Ræsonnør«, overhovedet ingen Skuffedarieskuespiller, men en
Karakterskuespiller, og han gør sig selv og alle de andre Tvivlere til Skamme.

Saa glædeligt det havde været for den, der tror paa hans Ævner som Instruk-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:47:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vagten/0258.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free