- Project Runeberg -  Vagten : Tidsskrift for Litteratur, Kunst, Videnskab, Politik /
254

(1900) [MARC] With: Ludvig. Mylius Erichsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

2J4

FINTER OG PARADER

AABENT BREV TIL .SØREN JYDE.

Ude paa den aabne Mark var rejst en
Talerstol. Taleren bøjede sig frem
over dens Rand og saa’ med et stærkt Blik
mod de mange Mennesker, der var
forsamlede om dens Fod: Hver af Eder i denne
store Forsamling er en Personlighed. —
Bravo! Bravo! —. Og denne Eders
Personlighed gælder det for Eder at udvikle.
— Bravo! Bravo! — Det vil altsaa sige,
at hver af Eder gaar sin egen Vej! — Da
gled Forsamlingen bort fra Talerstolen, saa
der blev et aabent Rum omkring den, og
over denne lød en summende Hvisken:
Vi holder sammen, Brødre! Og de mange
Mennesker tog hinanden i Haanden og
vendte Ryg til Marken og Vinden, der
bar Blomsterduften op i deres Ansigter, og
gik ind imod Byen, der taagede sig i
Horisonten.

Og de holdt ubrødeligt sammen i store
Hobe. Og fyldte Gaderne og summede
lavmælt og passede kærligt paa hinanden,
at ingen skulde slippe ud og tumle
forvirret omkring paa egen Haand.

En af Hobene, der var angst for at leve
og derfor længtes stærkt og inderligt efter
Fædrenes Aand, søgte længe forgæves
omkring, indtil den endelig standsede uden
for et gammelt Kollegium, der var bygget
til Ly og Værn for unge Studenter. Her
var Livet ikke trængt ind. Her var Livet
kun skønne Billeder, der stod fjærnt i
Horisonten og ingen Virkelighed havde faaet.
Her studerede man. Og Hoben trængte ind
gennem Porten og fyldte Haven mellem
Plankeværket og Muren og slog sig ned
og fandt sig til Rette og levede godt og
lykkeligt under rolige Forhold, der lod
dem sove rigeligt og længe. Og til Ære
for Præsten og Adjunkten, som levede
imellem dem og skrev Bøger, kaldte de
deres Tilstand for den gode Moral.

Men saa en Dag hændte en forfærdelig
Ulykke. En af de unge Studenter, der
boede i det rare gamle Hus, aabnede sit
Vindue og lod Solen strømme ind og gik
ud paa Marken og hentede Blomster og
stillede dem paa sit Bord og satte sig hen

og tænkte over det Liv, han til daglig
levede. Og om Aftenen kunde man se ham
sidde i sit Vindue og se paa Solnedgangen
sammen med sin Pige og synge Viser til
hendes Skønhed. Og om Natten, fortalte
Rygtet, drak han Vin for sine sidste Penge.
Og saa skrev han om sine Venner og
digtede Dagens og Nattens Tanker i unge
Ord!

Hoben var rystet. Dette her var
forfærdeligt. Livet var trængt ind i Roen og Sangen
i Talen! Fordærvelsen maatte rykkes op med
Rod, standses i Tide, inden den greb om
sid og satte fordærvelige Spirer. Og Hoben
rykkede frem og trængte op ad Trapperne
i det gamle Hus og tog Fordærvelsen i
Kraven og smed ham ud og lukkede
Porten efter ham og aandede befriet — og
holdt Fest og Fakkeltog til Ære for det
gamle Kollegiums ærværdige Patron. Og
drak Punch og var glade og talte ondt om
deres Næste med gudhengivne Miner — —

— — Men han, som var smidt ud og ladt
alene, gik ud af Byen med de tumlende
Hobe, ud til de store Skove med de dybe
Skygger og de duftende Graner, og der
levede han frit og lykkeligt og sang om
Livet og digtede om de Minder, levende
Mennesker havde givet ham.

ASMADÆUS

»LITERÆRE SLYNGLER«

Aa, stil dig cj saa hellig an,
vi kender dig jo, Pctennand!

Der har været Ulve i Faarefolden.

Endnu bræger af Rædsel nogle gamle
Væddere i »VortLand«, og alle »Forposten«s
uskyldige smaa Lam skælver i deres
ømfindtlige Skind; værst medtagne er dog
»Kristeligt Dagblades sorte Faar. Som et
forskrækket Klokkefaar skræver Pastor Peter
Dyekjær vidt ud ogplasker alskens
Uhumskheder fra sig.

Bedste Hr. Peter Christian Dyekjær: Vær
dog Menneske — som Hvalfisken sa’. Glem
ikke, at De allerede har vendt Deres
ge-valtige Korpus i nogle artige Kolbøtter.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:47:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vagten/0268.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free