Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO DIGTE 278
slagne laa Træerne spredt.
Jeg grebes af Vemodsvælde,
jeg havde jo ikke vidst,
det var Tid mit Hus at fælde.
Bort gik jeg træt og trist.
Selv var jeg ældre blevet,
og først jeg saa’ det nu.
I mig var der ogsaa revet
ned og brudt itu.
Var det, som det burde?
Jeg vilde ej tro det saa.
Jeg tænkte, at jeg turde
endnu som dengang gaa.
Jeg kunde vel rejse Huset
og sværme mig ganske ung? —
Over en Tomt det sused,
mod En, hvis Hu var tung,
fordi den Tid, der højned
sig stolt mod Himmel blaa,
saa langt som Synet øjned,
alt i Ruiner laa.
Jeg var ikke mer derinde
i Sommertidens Hjem.
Nu var det kun et Minde,
og Vejen gik frem, ja frem.
Der vaagned Længsler vage
mod Verden, ny og vid.
Dejligt det var at drage
imod en ukendt Tid,
som Sindet kunde nemme,
frisk og dugbesprængt,
og atter kunde glemme
af andre Former trængt,
i Dagenes lyse Længde,
som udslukt atter gryr,
i Timer, sammentrængte
af Minutternes Eventyr.
Der klang baade stærke og blide
Toner i Sind og Sans,
og over al Verden vide
laa dyb, fortættet Glans.
Den laa der for at slukkes
og farve sig igen.
Mit Sind vilde dog ej lukkes
for Længselen derhen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
