Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DØD OG LIV
275
Endnu ånder jeg dog
Luft mellem Levende,
Luft som har ligget på Stubbenes Morgenspind,
leget på gult skinnende Lys gennem dunkle Lunde.
Lukker jeg Øjet og ånder Luften, ser jeg
grønt lysende Græs i den duggvåde Engdal.
Kuglekronede Sølvpile står der omkring,
dragne på Diget som Perler.
Op over Bankerne åser sig Hestene,
Plovjærnet trækker i grågul Stub sit sorte Spor,
der spættes af Mågerne.
Landet ligger i åben Skønhed.
Alle de stigende, alle de faldende Linjers Ynde
forsker Øjet og fryder sig.
Helt ude i Horizonten
kupler en lang Allé sine Kroner,
småt men klart mod en blændende Sky.
Skyens Linje er lige mod Jorden
men snehvidt snørklet mod Himlens Blånen.
Efterår er det.
Stolt og bedrøvet staar ved Grøften
sølvkronet en Gåseurt,
græder stille, med løftet Pande.
Og en anden ser jeg ensom,
ensom Havens Høstanemone.
Hvergarnsdragt af de hårdføre Blade bær den,
højt den løfter de store Blomster, såre hvide, sorgfuldt hvide.
Svagt hælder de, tvungne af deres Tanker.
Altid elskede jeg
dem der vover at blomstre, når andre blegner,
når Dagene deler kun karrigt ud af det kære Lys,
og Vinden er kold i de lange Nætter, og Vinter nær.
Dem har jeg elsket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
