Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO DAGE 317
man det vist i Grunden ganske rart og fredsommeligt sammen, naar Fordringernes
og Urimelighedernes skarpe Kanter først var tilstrækkelig afslebne.
Jeg følte mig ikke lidt stolt over min kloge Indsigt!
Jeg havde jo heldigvis den første, saare vanskelige Tid bag mig — den havde
saamænd været drøj nok; men nu havde jeg ogsaa fortjent det Smule Velvære,
som den betryggende borgerlige Erkendelse, jeg var kommet til, gav.
Det var som at krybe ind i en lille lun Rede i en Busk — rigtignok lavt nede
ved Jorden og paa Alfarvej; men naar man ikke svævede frit og forvovent højt
oppe — et ubestemmeligt Sted mellem Himmel og Jord — var der heller ikke noget
at risikere ved et Fald . . .
Uwe maatte fortælle mig alt, hvad der var at fortælle om Gertrud.
De faa Gange, hun var bleven mindet om min Tilværelse, kaldte hun mig altid :
»den fremmede Dame fra i Sommer.«
Hun kunde ikke lide de fine Ting, jeg havde sendt hende til Jul, og var ikke at
formaa til at gaa med den røde Fløjlskyse. Hun havde en sand Rædsel for at vække
Opsigt blandt Landsbygadens Ungdom.
Uwe havde ikke villet skrive til mig, hvilken Modvilje mine Gaver af
Beklædningsgenstande havde vakt hos Barnet, han var bange for, at det skulde gøre mig
ondt; men jeg lo blot hjertelig af hans Beretning.
Hvor det lignede Gertrud, dette lille sky Væsen, ikke at kunne lide Forandring,
ikke at kunne gøre sig bemærket ved at se anderledes ud end de Andre.
Det skulde hun snart faa Lov til at vænne sig til, naar jeg først gik med hende
i Haanden ned ad Landevejen.
Og saa havde Gertrud faaet Hund, en nederdrægtig lille sort, arrig Køter.
Hun var kommen en Dag til Uwe, mod Sædvane aldeles opflammet af
Begejstring.
Vejassistentens havde den dejligste lille bitte sorte Hund, som de vilde forære
hende, hvis hun maatte have den for sin Fader.
Den var saa lille bitte, ikke meget større end Dukke Henriette.
»Ja-ja; men hvis det var en lille Dame, saa fik hun den under ingen
Omstændigheder, ellers kunde hun jo gaa ned og hente den.«
»En lille Dame? — Hvad skal man se det paa? — I Munden, ikke Fa’r?«
»Ja, i Munden . . .«
En halv Time efter kom Gertrud listende ind i Stuen igen og stillede sig
slukøret mellem Wilsters Ben.
»Naa, hvad har du saa udrettet?«
»Aa, Fa’r, den var aldeles kridende lyserød i Munden, og saa er det ganske
sikkert en lille Dame . . . .«
Det var en lille Dame; men Gertrud fik alligevel Køteren . . .
Vi talte ogsaa frit og aabent om Forandring af Praksis.
Uwe mente at have noget i Udsigt, han havde hørt om et Sted i Nærheden af
Byen, hvor Lægen var ilde lidt, og en Konkurrent efter Sigende uden Risiko paa
maa og faa kunde nedsætte sig. — Han vilde hos nogle Kolleger nærmere
forhøre sig om Egnen, vi kunde ogsaa en Dag køre ud og tage den i Øjesyn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
