- Project Runeberg -  Vagten : Tidsskrift for Litteratur, Kunst, Videnskab, Politik /
320

(1900) [MARC] With: Ludvig. Mylius Erichsen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

}20 TO DAGE

i

Saadan talte han til mig.

Han kunde taale at se min Kærlighed bevist, naar jeg taalmodig og bleg fandt
mig i hans Tunghed og Tristhed; men den første Gang jeg ung og rødkindet
takkede ham for Lysglimtet, han havde givet, da kunde han ikke taale at se
Genspejlingen af det i mine Øjne ....

Han vilde, at jeg skulde krybe ind i min Glæde som i et solforladt Fangehul.
Døren stod ganske vist aaben, jeg kunde slippe ud, hvis jeg vilde; men hvad skulde
jeg mere alene der ude i Dagen?

»Nej, du er saa Gu’ for taabelig, Minna, du kan da heller aldrig forstaa Spøg?
— Se blot den tunge, ensomme, eneste Taare der, jeg har dog aldrig kendt
Mage.«

Hvad hjalp det mig, at han for første Gang blev kærlig imod mig, at det nu
var ham, der saa paa mig — ham der omgav mig med tusinde Hensyn.

Med os to kunde det næsten være ligemeget, det var jo ikke os alene det
gjaldt––

Uwe lignede ikke andre Mænd — kun paa ét eneste Punkt var han som alle de
andre.

Hvad kunde det hjælpe, at han vilde gøre sine Ord godt igen?

Det var jo ikke Ord, det var et Slag, der efterlod Mærke og havde aabenbaret
Sandheden for mig.

Det var, som han havde sagt det.

Ogsaa mellem os naturligvis, skønt der ellers næsten manglede os alt, hvad der
i Reglen udgør Forholdet mellem to .... aa, men det var næsten det mindste
af Sagen med os to ... .

Han blev ved med at bestorme mig og bad mig om igen at smile, han fandt paa
al mulig Skæmt og Løjer for at gøre mig glad igen som før; men havde han end
funden paa selve Kærlighedens rigeste Ord, det var ikke lykkedes ham — for nu
havde han ødelagt noget i mig.

II

Det er en uovervindelig Fejghed, der ofte lader En frivillig blive i de Forhold,
hvor man har lidt allermest, og som har gjort En syg langt ind i Sjælen.

Det er, som om Forholdet, saa længe man er midt inde i det endnu, lettere kan
bæres, end naar man har lagt det bag sig og det virker paa Sindet i sin knugende
Helhed. — Hellere vil man blive i den Smerte, man kender, end paaføre sig en
ny og ukendt.

Jeg var syg; men jeg slæbte mig af Sted ved Uwes Side, og jeg var endnu i
Stand til at gennemkæmpe det samme forfra og forfra.

Jeg vidste, at min Kærlighed intet kunde frugte, og at jeg ikke kunde bringe
Glæden tilbage til ham.

Var der en hemmelig, ubarmhjærtig Magt i Livet, der tvang En til at gøre andre
det onde, der var bleven gjort imod En selv?

Blev Uwe drevet blindt frem i sin Hævn paa den anden Kvinde — var jeg Ofret,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 12:47:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/vagten/0334.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free