Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO DAGE
321
var jeg hans Bytte, og slåp han mig ikke, før han havde ødelagt det samme i mig,
som hun havde ødelagt i ham?
Og maaske jeg saa en Gang førte Ødelæggelsesværket videre paa en anden —
og saadan i én Uendelighed.
Hvor førte alt dette hen?
Hjælpeløst ned i Mørket, ind i den sygeste Sjæleforvirring, hvor al Handlekraft,
al Selvhævdelse maatte tilintetgøres.
Men jeg kunde ikke være den, der gjorde vor Tvivl til Virkelighed ved at
bryde, hellere trække det ud, saa Sandheden ikke kom som ét Slag, hellere
Optrevlingen lidt efter lidt, indtil den sidste Traad umærkelig brast.
Alt dette var den højtidelige Side af Sagen — Skræmmebilleder, der viste sig
for mig alene, fremkaldt som Modsætning til vort Forholds nøgterne Hverdagsside
og endda kun i mine mest ophidsede Øjeblikke, men saa kunde jeg sidde ganske
stille uden at lade Uwe ane mine Febersyner, ja, maaske var det kun Syner, maaske
var det kun mig, der vilde se sort.
Frostvejret var bleven afløst af det utaaleligste Tøsjap.
Det var en Plage at færdes paa de sølede Gader, og den taageklamme, røggule
Luft var næsten ikke til at trække Vejret i.
De første Dage brugte Uwe Formiddagen til at løbe omkring og forespørge om
den Praksis, han havde hørt saa rosende omtale; men fra alle kyndige Sider
fra-raadede man ham at nedsætte sig der.
Synderlig nedslog de Efterretninger ham ikke, synderlig svært var det ham
heller ikke at opgive sine Planer, han var vel altfor vant til at faa sine
Fremtidsudsigter kuldkastede.
Jeg for min Part var nu aldeles overbevist om, at han hele sin Levetid vilde
forblive paa Øen.
Nej, det var ikke det, der bragte ham ud af Ligevægt, saa han mindre end
nogen Sinde kunde holde Humøret oppe, det var selve Omgivelserne, der virkede
saa pinligt paa ham.
Han følte sig trykket ned — tilovers i denne Menneskesværm, hvor han en Gang
havde været vant til at færdes, hvor han en Gang havde hilst til højre og venstre
og paa Førstehaand havde været inde i Dagens Spørgsmaal og de mere lokale
Nyheder indenfor de studerende Kredse.
Nu saa han sig gal paa Hovedstadsmenneskene, han fandt dem latterlig opblæste
i Miner og Fagter, Damerne skøgeagtig udstafferede —• Herrerne tomme, lapsede
Facademennesker.
Han kunde hilse paa en gammel Bekendt og ikke straks blive genkendt eller
ogsaa kun paa en ligegyldig høflig Maade faa Svar paa sin Tiltale, og det saarede
ham ubeskrivelig.
Han krympede sig ved pludselig at skulle være en af de mange — han, der
som Øens eneste Læge var vant til at indtage en Særstilling i Befolkningen.
Ubevidst havde det jo i Aarenes Løb tilfredsstillet hans Forfængelighed, næret
hans Tro paa hans egen Persons Betydning, men samtidig tæret paa hans
Ærgerrighed, gennemrustificeret ham. Hans Kræfter vilde aldrig mere kunne forslaa til
u
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
