Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NY-ISLANDSK POESI 56
Man flokkedes tæt om den fremmedes Gang;
ham fulgte i kostbare Klæder
med Røgelsesduft og den sydlandske Sang
en Skare til Dommernes Sæder.
Alfader med Asernes Følge der stod,
de lod frem og tilbage dem stride;
over Lovbjærget, Sletten og Søerne lod
de stumme Blikkene glide.
Mindst vented Alfader, hin Vaardag ham sveg
de Venner, ham bi skulde stande; —
før Sol sank i Hav, han hørte de skreg,
at han skulde jages af Lande.
Den sejrende Gud gik med smilende Blik
til sit Sæde, da falden var Dommen,
men Idunn og Freyja foragteligt gik,
da ilsomt hans Moder var kommen.
Ad lysende Veje i Luften den blaa
fra Landet drog Guderne vrede,
og farligt en Sky man nu første Gang saa
om de funklende Tinder sig brede.
Alfader saa Sol over Landet staa lav,
det Land, som han skærmed saa gærne,
og Frihedsgudinden fra Evighed af
bad han Islands Livstræ at værne.
Det voksede højt i det herlige Nord,
var helliget Guderne ene;
saa ædelt et Folk var der aldrig paa Jord
som under de himmelske Grene. —
Men frækt blev der handlet med Frihedens Træ
de fældede Gren efter Grene;
paa Oldtidens Grav, som et usseligt Kræ
hun vogter nu Stubben alene. —
Guds Moder stod længe i Ære og Agt,
blev endelig træt og bedaget;
fra Gudernes Højsæde hun blev med Magt
i Hellighedsklæderne jaget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
