Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HANS HÆNDER
349
Og Eftermiddagen gik — saa hurtig, saa kort. Vi spiste til Aften sammen,
igen paa Skodsborg i det samme Lysthus. Men rundt om os i andre
Lysthuse sad andre Par — og tit og mange Gange hørte vi deres lange Kys. Og
Astas Kinder brændte — og vore Kys blev længere og længere. Vinen, Doktor,
Vinen gjorde os hedere endda.
Men da vi rejste os for at gaa — da havde hun lovet at følge mig hjem og
være hos mig.
Og det gjorde hun.
Ved Jesus — hun var den dejligste Kvinde, jeg har kendt — vidunderlig
dejlig var hun. Og jeg havde aldrig før ejet en Nat, som den hun gav mig — den
første, hun holdt af. Hvid og skær var hun, Doktor. Og hun holdt af mig, og
jeg af hende. Som Ild — sviende, fortærende Ild var hun . . .
Doktor — saa sandt jeg lever. Bind deres Hænder fast, for de er levende. Bind
dem nede i deres Lomme. For se — nu er de krøbne frem og ligger paa Deres
Ben og venter paa en Lejlighed til at faa fat paa mig ... De kan tro — jeg kender
de Hænder, Doktor. Jeg har et Par hjemme — Mage til deres. De ligger gemt i
en Blikdaase, der staar paa Bunden af mit Skab. Og jeg lukker aldrig op for
dem. Aldrig, Doktor. Men Nøglen til Kassen har jeg. Men stunddom om Aftenen
og om Natten, saa lister de sig ud — jeg ved ikke hvordan — og saa prøver de paa
at kvæle mig — og jeg kæmper og slaas med dem — længe — tit hele Natten,
før jeg faar dem jaget tilbage. Og det er Mage til Deres Hænder.
Bind dem i Lommen, Doktor. Og lad mig fortælle videre — — —
Der kom flere — mange — Nætter som den første.
En Dag kom min Vært i Pensionatet. De maa holde op med at have
Kvindfolk rendende her, det kan jeg ikke finde mig i — for mine andre Pensionærers
Skyld. - Vel, saa flytter jeg. Men Værten sagde, at det nyttede intet, for saadan
vilde det være overalt. I alle Tilfælde vilde han ikke have noget Besøg hos mig
af Kvinder, saalænge jeg boede hos ham. Vel — jeg flytter til den første. Og
han gik.
Men der var længe til den første. Og jeg skrev til Asta — Du maa ikke
komme her for min Vært, men skriv til mig, om jeg maa komme til dig. Den
næste Dag fik jeg Svar. Jeg kunde ikke komme til hende, for hun boede ogsaa
i Pensionat, men der var jo ikke saa længe til den første.
Jeg blev vred — for første Gang blev jeg vred paa hende, Doktor — fordi
hun sagde, at der var ikke længe til den første. Og jeg skrev og bad hende komme
samme Aften, jeg brød mig Fanden om Værten og hans Vrøvl. Og jeg gjorde
Stuen i Stand og ventede.
Men Eftermiddagen gik og Aftenen — og den hele Nat. Og jeg sad paa en
Stol — tæt ved Døren for rask at lukke Døren op, naar hun kom — men Natten
gik. Og jeg sad lysvaagen og uden at spise paa min Stol den ganske lange Nat.
Jeg rørte mig ikke.
Om Morgenen kom Pigen ind med et Brev. Fra Asta. Hun turde ikke komme
— hun kunde jo risikere alt ved at komme, hvor der var saadan en Vært — sæt
nu, han hentede Politi. Men jeg kunde træffe hende i Ørstedsparken Kl. 4 ved Broen.
Jeg blev endnu mere vred. Og bestemte, at jeg vilde lade hende vente — til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
