Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396
BILLEDHUGGER NIELS HANSEN-JACOBSEN
var endda en Streg dygtigere end Debutarbejder plejer at være. Med dette Arbejde
og det næstfølgende, Thor der løfter Midgardsormen, gjorde Hansen-Jacobsen paa
den smukkeste Maade sit Mellemværende op med den nordiske Sagninteresse, han
havde annammet hos Præst og paa Højskole.
Paavirkning er der ogsaa fra Freund, hvilken Kunstner Hansen-Jacobsen endnu
den Dag i Dag sætter saa højt, at han finder, at Freunds mærkelige Loke og
kraftige Ragnaroksfrise er Udtryk for den mest originale og selvstændige Aand, dansk
Kunst nogen Tid har ejet.
Med Kuglespiller en, en særdeles dygtig Figur i klassisk Stil, forsøgte
Hansen-Jacobsen dernæst at afbetale sin Gæld til Antiken. Aanden er den antike, men
Formen naturalistisk som i Loke; nogen Renæssancepaavirkning, vistnok fra Michel
Angelos Slave, spores ogsaa.
Saa var Tidspunktet kommen, da Hansen-Jacobsen kunde ryste det hjemlige
Støv af sig og drage til Udlandet for dér at lære af den store Kunst at finde sig
selv og ikke være andet end sig selv. Han var lige bleven gift (med en Malerinde,
en Kusine til Johan Rohde), og paa Akademiets store Rejsestipendium gik Turen
ad Kunstnerruten Berlin, Nürnberg, München, Verona, Venedig, Florenz, Rom,
Neapel, Sicilien, Siena, Paris.
Denne Rejse havde den største kulturelle Betydning for ham. Men han
spillede rigtignok det hjemlige Akademi det Puds at rejse ud som en talentfuld,
lovende o. s. v. Blanding af Naturalist og Klassiker og blive derude som —
Hansen-Jacobsen. Rette Vedkommende tilgav heller ikke Skalken.
I Paris slog han sig ned og bor der endnu — kun med Afbrydelser af smaa
aarlige Ferierejser til Hjemlandet.
I Paris blev han klar over sig selv og sit Maal. Her saa han Rodins »Balzac«
staa høj og ensomt majestætisk, som vilde Digteren stolt og haanligt sige til
Hoben foran Soklen: Bliv mig fra Livet, Parisere I Jeg kender Jer! Engang har I ladet
mig flytte fra det ene Tagkammer til det andet. Nu myldrer I beundrende ved min
Fod. Jeg kender Jer! Bliv mig fra Livet!
Denne Balzacs stolte Menneskeforagt sidder ogsaa Hansen-Jacobsen i Sjælen.
Og han lader, som Rodin, haant om Publikums Dom. Kunst skal jo ikke afpasses
efter Publikums tilvante Begreber. Kunst skal tværtimod omstyrte Tradition og
indpode ny Opfattelse.
Og med Døden og Moderen lykkedes det virkelig Hansen-Jacobsen at tvinge
Publikums Pulsslag i Takt med hans eget. Emnet er jo ogsaa saa almenmenneskeligt.
I dansk Literatur har H. C. Andersens dejlige liLle Eventyr givet Emnet fast Form.
Alle har Erindringsbillede af det Øjeblik, da Døden gaar bort med Barnet.
Forleden Aar havde Fritz Syberg paa den fri Udstilling en karakterfuld Tegning med
samme Sujet. Men i selve Dødsskikkeisen har Hansen-Jacobsen givet en
Opfattelse, som er af ny og sublim Virkning. Ikke Moderen, men Døden er Gruppens
Væsensindhold. Det uforklarligt rædselsfulde er over den flygtende Skikkelse med
Leen, og ingen Sentimentalitet, men den dybe Sorg, den trøstesløse Fortvivlelse
i Moderen, der ligger sammenfalden under den skaanselsløse Død, som gaar
hurtigere til end Vinden.
Paa Champs de Mars i Paris vakte Gruppen i 1893 megen Opsigt, Pressen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
