Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
VREDE STJÆRNER
ligste Petitesse, og han tænkte paa Adelaide, der trolig havde fulgt ham paa
Kar-riérens labyrinthiske Veje; paa hvor mange Døre havde de to ikke maattet banke
paa for at redde Livet og Positionen. Og Excellensen tænkte i denne Tid en
Smule bittert paa sin egen nu saa fjærne Ungdom, men mest tænkte han paa sine
to Broderbørn, der havde trodset ham og gjort sig til Herre over deres eget Liv
og deres egen Død, og det var ham umuligt at tilgive, især Mathilde, og han vilde
ikke se hende. Som han nu laa dér i det gule Lampelys bag de brede
Sengegardiner, talte han ikke, stille laa han hen og lyttede, som hørte han Kanonlarmen
langt borte i tyste Ekko og svage Døn, og naar Adelaide kom ind, tørrede hun
ganske sagte den kolde Sved bort fra hans hvide Pande, og hun saa’ undrende
paa Broderens Øjne, de var vidt aabne, som saa’ de Syner, og som lyttede de.
Soveværelset, hvor de to gamle var inde, det blev nu ligesom en Verden for
sig selv fuld af tyste Tanker og bitre Betragtninger, men store og forunderlige
Ting skete der imens med det støvede Hus. Vinduerne, de stod nu paa vid Gab
ud imod Haven, og Luften var mættet med Bukkarduft, og den bar med sig ind
fin Duft fra den blaa Crocus og den matrøde Primula.
Og stille Sang lød i Stuerne, stille Sang, der næsten aldrig tied.
Som laa Lykken herinde i den blaanende Luft og smilede.
Hundrede Ting havde Mathilde nu at besørge Dagen lang, Breve blev skrevne,
og Pakker blev besørgede, og hendes hvide Kjole saa’ man alle Vegne. Om en
Uge ventedes hun selv derovre, hvor længtes hun.
Kirkeklokkerne dér indenfor Voldene, de rørtes nu næsten hele Dagen, Timerne
blev ligesom mere festlige og vægtige, snart bad disse Klokker, tryglede om Held
og Sejer, snart var de fulde af Angst, men oftest var der Te Deum’s Klang i det
syngende Malm.
Og Tiden blev ligesom større og betydeligere. Historien rørte med sin Finger
ved de løbende Timer, saa de blev gyldne og uforglemmelige.
Saa kom Dagen med den store Efterretning om Slaget ved Slesvig.
Klokkerne klang alvorligt, som Dag nu gik hen efter Dag i trykkende Stilhed.
Journalerne bragte lange Lister over de faldne, hver Formiddag bragte nye Navne,
Række efter Række, eftersom de døde derovre fandtes og genkendtes. Der var
Damer, der hulkende gik ned gennem de tyste Gader, som forglemte de alt over
en overmægtig Sorg. Døden gik omkring og mærkede Dørene, og der var Huse,
hvor Glæden dræbtes for alle Tider.
Den Dag kom ogsaa, da den stille Sang hørte op i det gamle Hus, og der blev
aldrig sunget mere i det Hjem.
Som sædvanlig var Gehejmeraadens Broderdatter gaaet ind til Byen, i den
tidlige Morgen. Journalerne maatte læses, i samme Øjeblik de kom ud. Nede paa
Højbroplads stod Folk allerede i tætte Rækker og ventede udenfor »Fædrelandets
Kontor.
Morgenluften, klar og blaa laa den over Tagene, den højtidelige og uvante
Stemning, hverken Byen eller Menneskene var rigtig til at kende igen. Lidt efter
var Torvet opfyldt af Folk, der læste, overalt hvide Blade og hvide Ansigter, og
over dem alle en dyb Stilhed.
Saa gik hun da over i en af de nærmeste Porte og begyndte at læse. Ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
