Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430
KORMAK
paa, ti, digter han: »Naar I kommer hjem med Tyren, vil hun spørge: »Hvor er
nu den brændte Ring. Den sorte Svend, Øgmunds Søn, Digteren, har den. Han
har vidst, det vilde smerte mig.« 1 en anden Vise klager han over, at han har
maattet betale Bøder, fordi han har kysset hende mod hendes Vilje.
Kort efter forlod Kormak Island for stedse:
»Først et Vers jeg digter,
om Bord saa — og ud.
Bort skal det bære
til Svinedal* mit Bud,
Til Steingerd kommer alle
de Ord, jeg siger her.
Mere kær hun er mig,
end jeg mig selv har kær.«
Da Kormak var rejst, forlangte Steingerd af sin Mand, at ogsaa de skulde drage
til Udlandet. De mødtes paa fremmed Jord, men Forholdet mellem dem
forandredes ikke. Sagaen fortæller, at Kormak engang frelste hende fra nogle Vikinger,
hvad Tintén ikke havde formaaet. Denne tilbyder nu at afstaa Steingerd, men
hun vil ikke forlade sin Mand. Kormak digter et Vers herom; det er fuldt af
Bitterhed mod hende, af Foragt for ham. Her skilles de. Hvorfor var hun fulgt efter
ham? Haabede hun at finde Lejlighed til at hævne sig?
Kormak drager nu i Viking til de brittiske Øer; han indlægger sig megen
Berømmelse. I en Kamp bliver han haardt saaret; mens han ligger og venter paa
Døden, digter han, tænkende paa Kampen, sine sidste Vers — vist til den Kvinde,
der plejede ham:
»Dybe Vunder slog jeg,
hvoraf Blodet flød.
Frem paa Marken drog jeg,
Klingen blodigrød.
Hvor den ramte, vog jeg,
bred den Vej sig brød.
Ringgudinde, dog jeg
faar paa Straa min Død.«
VII
Er alt nu gaaet nøjagtigt saaledes til? Næppe! Men Kormaks Vers er i al Fald
et Faktum, og lignede Situationer fordrer de for at forstaas. Og man ser af dem,,
at Kærligheden til Steingerd var den Traad, han fulgte i sit Liv. Han fandt den,
og den førte ham til hende; men saa gik den udenom og fra og til og vilde ikke
vinde sig om dem begge. Han holdt den dog selv i sin Haand og kunde slynge
den, som han vilde; men han rykker og rykker, til den brister; da han vilde binde
den sammen igen, er den ene Ende ikke til at finde.
* Paa Svinedal boede Steingerd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
