Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460
DA KATTEN LØB MED FRIKADELLERNE 460
rette lidt paa sin Frisure foran Buffetspejlet. Og som hun stod der og rettede paa
Haaret med Armene over sit Hoved, saa hun pludselig Brandts Ansigt i Spejlet
ved Siden af sit eget, og deres Øjne mødtes.
»Hvor Deres Haar er dejligt, Frøken Winther, og hvilken gylden Glans der
ligger over det! Det er, som sér man paa selve Morgensolen.«
Hun gentog i Tankerne denne Replik en Gang til. — Hun syntes endnu, tre
Aar efter, at hun kunde høre, hvor underlig hemmelighedsfuldt han havde aandet
disse Ord hen over hendes Hoved.
Naturligvis blev hun baade rød og forfjamsket og var skyndsomst flygtet ind i
Dagligstuen igen.
En anden Dag havde han talt om hendes fine, lyserøde Øre, som han formente
særlig var »skabt til at lytte til de varmeste, sødeste Ord i det danske Sprog« o. s.
fr. I Løbet af nogle Dage havde Brandt paa denne Maade omtrent faaet
gennemgaaet alle Frøken Winthers Yndigheder, og der var næppe noget i hele hendes
attenaarige Ydre, han ikke fandt værdigt til sin smigerfulde Pris og Lovsang.
Frøken Winther havde nok fundet det lidt for dristigt at gøre saa aabenlys
Kur til en ringforlovet Dame; men alligevel, det havde dog været saa morsomt
og interessant at lytte til disse smaa Behageligheder, og hun gik omkring i de
Dage i den sødeste Spænding og Forventning om, hvad næste Dag vilde bringe.
Hun gyste om Aftenen, naar hun bad sit Fadervor og syntes, hun var en lille
syndig Pige. Hun gyste om Morgenen, naar hun vaagnede, men det var en sød
og anelsesfuld Gysen.
Saa kom den Dag, da der skete en lille, aparte Ting og da der kunde være sket
noget endnu mere mærkværdigt, i Fald det ikke var blevet forpurret i Tide.
Frøken Winther var alene hjemme, Faderen paa Kontoret, Moderen paa
Fødsels-dagsvisit og Klokken mellem et og to. Hun havde taget en flunkende ny Kjole
paa, og hun glædede sig over, at den klædte hende saa godt. Hun havde ladet
Fri-sørinden kalde »for at prøve en ny Frisure, som jeg har tænkt at anlægge til
Klubballet,« forklarede hun, men Grunden var en anden. Frisuren viste sig ogsaa
at være heldig valgt; og navnlig kunde hun ikke blive træt af at se paa, hvor
nydeligt det lovpriste lille Øre sad der midt i de gyldne og krusede Omgivelser.
Hun vidste, Brandt vilde komme. Han havde sagt det Aftenen før, da de havde
haft hinanden til Bords hos Cancelliraadens, og nu gik hun og ventede, fyldt af
den sødeste Uro og de dejligste Anelser.
Hendes Forlovede var bortrejst i Anledning af en Arv, der var blevet ham
tillagt. Han ventedes først tilbage Dagen efter. Hvis nogen havde spurgt hende, om
hun længtes efter ham, vilde hun naturligvis have svaret et frejdigt: Ja! men det
var alligevel rart, at der var Ingen, der spurgte.
Hun gik et Par utaalmodige Omgange frem og tilbage i Stuen, glemte ikke at
kigge i Spejlet, slog sig omsider ned i Gyngestolen med en Bog i Haanden, men
læste ikke, — og saa blev der ringet, og Brandt kom ind.
Han havde set endnu mere sejrssikker ud end sædvanlig, og han havde straks
anslaaet en Tone, der var adskillige Grader varmere og med mere direkte Adresse
end almindeligt Kurmageri tillod. Hun syntes, der sad et forborgent Smil i hans brune
Skæg og i hans mørke Øjne, og Tonen var stadig lidt for varm — meget for varm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
