Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188 DE PESTSLAGNES FADER
min første søns med pesten i sit blod.
Jeg ser. Hans ansigt hærger stålblå flammer.
Da råbte jeg: »Døden er i mit telt!c
og greb min søn, som pesten havde mærket,
og bar ham ud blandt mine dyr på steppen,
at døden kunde dér det sidste søndre,
for at hans moder intet skulde se.
Vi våged’, mens han rallede i døden,
jeg og de ni kameler knæled’ om ham.
Jeg knuged1 hænderne og skreg i sky:
»O, var jeg aldrig født! o, lad mig dø!«
Og hist bag palmen steg med ynkløst åsyn
der, hvor han døde bort, den blege måne
og så derpå, jeg vrister ej af mindet,
jeg fatter ikke, hvor selv månen udholdt
at se på dette. —
Og da han var død tilslut i min skælvende favn,
da vilde jeg brænde hans legem’ til aske på bålet.
Men næppe begyndte hans klæder at knitre i ilden,
førend jeg udrev hans krop og kaldte på vagten.
To sortbrune gravere tog ham og bare ham bort,
og bedre han fik det måske hos søstre og broder.
Fra dette rov og denne jammernat
vi skulde atter vente firti dage.
Alt under solens skive blodig rød
og under teltet bølgende for vinden
vi levede, ej ord vi mæled’ sammen
det var, som døden var der, før den kom,
som var vor tanke den at narre Gud,
så pestens bringer gik vor dør forbi,
Dog nej — han kom tilbage, morderenglen,
men jeg var uden tårer, uden hjærte,
bedøvet af min friske sjælesorg,
med ord på læben: »Tage Gud os alle!«
Og da min tredje søn var død, da sad jeg
med tørre øjne og med stenhårdt hjærte,
ti alt var sorgen bleven dagligt brød.
Sit liv han ånded’ ud for mine øjne,
han, som vi alle havde elsket mindst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
