Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189 DE PESTSLAGNES FADER
og som blev mindst begrædt i døden.
Gud gjorde også godt imod ham,
han skænked’ ham en stille, sagte død;
foruden smærte eller feberangst
hendøde han og stivned’ som en sten.
Å, grusomt var hans åsyn i hans død,
som bad han sig alt fri for vore tårer
og ønsked’ kun at mejsle ind sin mine
usletteligt i hans forældres minde,
en mine råbende: »Forbandet være II«
Så døde han. Jeg tænkte — å de tanker!
»Om Gud endnu ej vilde sig forbarme,
om dødens engel hentede de sidste?!
Hvis han nu tog min spæde — om min hustru; —
og kaldte så mig selv for Herrens trone?«
Min datter? — O, jeg skælvede ved tanken, —
jeg kendte ingen frygt for hendes liv,
jeg fattede den ej —
Ak, for hun var så ung og så dejlig,
ak, så lystig og dårende sød,
når med de liljeagtige hænder
køling over min pande hun gød.
Eller når silketråden hun sno’de,
løb omkring cederens stamme med hast;
ret som en edderkop flittig og ivrig
spandt hun mit bælte så fint og så fast..
Og hendes øjne de store, de tunge
slørede hårpragtens vælde af guld,
ret som man ser en rose i solskin
medens ens øje af tårer er fuldt.
Hun var vor engel, hun vogted’ den lille,
hørte hun gråd, straks fløj hun did ind,
selv hun græd, men med håret hun stille
fanged’ hver tåre, der randt på vor kind.
Ti dage gik og nætter til så lange,
at døden kunde draget over stjærner.
Ti dage gik, ti nætter gik dertil,
og håbet glitred’ trådfint atter frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
