Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195 DE PESTSLAGNES FADER
hun kendte det, det var endnu at kende;
og vildt hun kyssede de læber blå,
og sænkede det atter til de døde.
Det minde og det kys, der stjålne blev
af Sjechs den ædende, den griske jord,
de vog en moder, røved’ mig min hustru.
Påny da åbnede sig sandets skød,
hvor jeg begrov de dødes døde moder;
så gik jeg hjem til vilddyrshulen min
at skjule mig i mørket––
Jeg så ej solen mer på himlens slette
og intet menneske så mig. Og dér
henfjolred’ jeg som barn, som tosset gamling.
Der var ej liv, ej levende i mindet,
kun disse blå, forfærdelige fjæse,
der så mig an som deres sikre fælle. —
Om natten sort, om dagen hvid
de sad hos mig den hele tid.
Jeg snakked’ med dem, digted’ mig et liv,
hvor selve dødens rædsel talte med mig,
og stundom kunde jeg i flokken nemme
så sælsomt én af mine egnes stemme.
Ved nat af denne tågesøvn mig vakte
hyænernes den væmmelige hylen
på gravene, det lød som om de græd,
beklaged’ ligene, ligæderne–- —
Tilsidst jeg stivned1 hen i krybdyrdvale.
Dage fløj og uger fløj–— — —
uden smærte, uden minder–-— —
stiv jeg lå som sten på jord.
Da engang, ak gud faders forsyn 1
jeg ser en ven, der stille kigger ind.
Ak, det var ej mer et mennesk’ øje
men min kamels, det lodne plumpe hoved’,
medynksfuldt det stirrede på mig.
Jeg brast i gråd som barn kan græde.
Sådan leved’ jeg de firti dage. — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
