Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET STORE SKISMA
483
Efter denne lille Digression gik Knud over til en nøjere Skildring af de kalkede
Grave, de Mennesker, der saa ganske lagde Vægten paa det ydre Menneskes
Dejlighed, at de rent forglemte at forny det indvortes Menneske, den gamle Adam.
Sluttelig tog han med glødende Indignation den kvindelige Klædedragt under
Behandling:
»De er lystelige at se til, naar de træder frem i Klæder, hvis brogede, skinnende
Farver kan kappes med Engenes Blomster. En hyller sin Yppighed i vellystigt
bløde, dæmpede, graa Farver. En andens Væsen strømmer en i Møde som en
Fanfare af æggende røde og violette Farver. En tredje dølger sig kysk bag det
smeltende, sarte Blaa. Hvortil disse straalende Farver? — Hvad er de uden et
Raab, et lokkende Skrig, der skal drage Boleren hid? Skal fortælle ham, at her i
denne herlige Indfatning er Elskovs søde Honning skjult?
Ak denne Verdens Kvinder tager ikke blot de skønne Farver til Hjælp. De
ifører sig nedringede Kjoler, som det saa tankeløst benævnes; det vil sige: de
stiller frækt et Par runde Skuldre, en blændende Barm til Skue. Og al denne
Nøgenhed skriger til Manden, som er træt af Møje og Bekymring, »kom hid til mig,
og jeg vil give dig Hvile«. Og saaledes vendes Mandens Hjærte bort fra Gud, og
han stræber fra nu af kun efter at behage Kvinden.
Men Syndens Maal er endnu ikke fuldt, og Kvinden gaar videre ad den en
Gang betraadte Vej. Hun ved, at det myge, yppige blødgør Mandens
Retskaffenheds Vilje, og hun omskaber sine Former, udfylder med Vat baade — jeg blues
ved at nævne hvor. Saaledes forhøjes den naturlige Ynde ved alskens Kunster, og
Manden bringes ved Kvinden til Fristelse, Fald og Forbandelse, som alt fordum
skete med Adam og Eva.
Derfor siger jeg Eder, I Udvalgte, I Søstre i Herren I vogter eder for alt
saadant; ti saaledes skabte ikke den Herre Zebaoth Menneskenes Børn, men saaledes
havde han skabt dem, hvis det havde været hans usporlige Vilje, at de skulde
vandre saaledes her paa Jorden.«
Knud afsluttede med følgende ret ubeskedne Bemærkning:
»Nu vil jeg haabe, at Herren ved dette Møde maa have fundet Vej til ret manges
Hjærter. Hvis nogen skulde føie Trang til at lette sit Hjærte for mig og søge
Trøst og Vejledning, da kan det ske nu med det samme.«
En af Badegæsterne, Frk. Wagner, Skuespillerinde, Ingenu af Hovedfag, traadte
hen til Knud med blysomt sænkede Øjenlaag og naivt fremstaaende Trutmund.
Knud lagde venligt sin Haand paa den ængstelige Ungpiges Skulder:
»Hvad fattes dig mit Barn?«
Frk. Wagner snøftede.
»Vær frimodig og tal til mig som til en ældre prøvet Ven.«
»Ja, se—e—e—, jeg vilde jo saa gærne vandre den rigtige Vej, men (energisk
Snøften) nu er jeg saa ulykkelig, for jeg forstaar ikke, hvad det er, der forlanges
af os.«
Knud venligt:
»Hvad er der saa, der trykker dig, lille Ven?«
»Nej, jeg kan virkelig ikke sige det.«
»Til mig kan Du sige alt — kære Søster.«
35
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
