Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRITISK SKITSE 223
Hos Einar Elkær er der ikke to Tanker, to Følelser, der lever fredeligt
sammen. Han er et Elskovsbarn, hvem ingen Familietraditioner, ingen nedarvede
Principer sætter Grænser. Han er uden Pietet for Konventioner af hvad Art de
er. Han (har ingen Respekt for det Gode, det Skønne og det Sande. Han nærer
Mistro til disse Begreber, som til alt andet. Han er gennemsyret med Bitterhed
— »quærulant mod Livet«.
Der er ofte i nyere dansk Literatur fremstillet reflekterende, selvkritiske Aander,
men deres Tvivlen har været præget af et vemodigt »vi kan ikke andet«. Aldrig
tidligere er Tvivlen bleven anerkendt med Trods saaledes som i »Einar Elkær«.
Til dem, der vil beklage ham, viser han sine Saar: »Saaledes kan jeg piske — mig
selv.«
»Niels Lyhne« viste, at Jacobsen var en fin Psykolog, men talte egentlig ikke
om, at Niels Lyhne var det. Naar han dog blev Forbilledet for alle de senere
selvreflekterende Helte, var Grunden den, at han for første Gang viste, hvor fint
Mennesker og Menneskeskæbner ere konstruerede. Man havde hidtil holdt sig til
Kysterne, og nu foretog Jacobsen den første Rejse gennem Sjælens mørke Fastland.
Resultatet var glimrende og Opdagerfeberen brændte i Blodet. Fra Arilds Tid
havde man befolket dette ukendte Land med fabelagtige Væsner — Idealerne
kaldet —, men nu, da man lærte det nøjere at kende, maatte man stille dem i Klasse
med Enhjørningen, Fugl Fønix og andre Skipperløgne.
Ti Aar senere viser Drachmanns »Forskrevet —« hvor langt man var naaet.
Den selvpersiflerende Ulf Brynjulfsen, der er i stadig Uro og Gæring, vil ikke
give slip paa de sidste Idealer. Selv om den gamle Gud er død, tror han paa nye
Guder, vage Skikkelser, som han ikke kan give nogen Form. De skal fylde den
Tomhed, som han frygter og aner.
Man kan naa endnu videre baade i Selvanalyse og i Tvivl. »Einar Elkær« har
vist det.
Det er ikke den første undrende Følelse af Jeg’ets Rigdom, der driver ham til
at analysere. Det er en Mistro, der for ingen Pris vil lade sig skuffe. Han haaner
sig selv med bidende Ironi; thi han frygter bag hver Følelse, hver Tanke, en
anden Følelse eller Tanke, der kun bruger den første til Skalkeskjul for at narre
ham. Han kan derfor ikke hvile i nogen Stemning. Som en Tanke hos ham
hurtigere end hos andre Mennesker fremkalder Associationer, saaledes udlader enhver
Stemning hos ham en hel Stemningsrække. Saasnart en Stemning er opstaaet,
bliver den angrebet og knust af sin Modsætning, der normalt skulde vente, til
Sjælen havde mættet sig med den første. Da han skal tage Afsked med den
ubekendte Kvinde, han har mødt paa Gaden, gennemløber han i nogle Minutter et
helt Følelsesregister.
x— Godnat Frøken 1 Godnat. Nu er De rigtig bange for mig. Lader det til.
De aner ikke, hvor ynkelig uskadelig jeg alligevel er. —• Men nu De vil gaa,
bliver jeg gruelig ked af det. Maaske ses vi aldrig mere. Det kan godt være, jeg har
mistet den rette nu — Lykken. Jeg skal være ensom altid. —
Hun blev staaende oppe paa Trappen, og Einar gik op til hende.
Mit Hjærte kunde gærne briste, sagde han og lo. Men pludselig tog han sig
sammen igen og sagde med henkastende Lethed:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
