Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5io
KRITISK SKITSE
gere, beskere Taarer de, der skal sone, hvad svundne Dage har set af Mangel paa
Kærlighed til den, der nu er død, og mod hvem intet af det, der er forbrudt, kan
gøres godt mere. For nu kommer de igen: ikke blot haarde Ord, omhyggeligt
forgiftede Svar, uskaansom Dadel og tankeløs Vrede, men ogsaa hvasse Tanker,
der ikke fik Ord, hastige Domme, der fo’r gennem Sindet, ensomme Skuldertræk
og usete Smil, fulde af Haan og Utaalmodighed, de komme alle igen som onde Pile
og sanke deres Braad dybt i dit eget Bryst«. Hertil kunde ogsaa andre end Jacobsen
være naaet. Det er en Opregning, sluttet af et Billede, der samler Virkningen i
eet Punkt. Men saa gaar Jacobsen videre: »deres sløve Braad, thi Spidsen er jo brudt
af i dét Hjorte, der ikke er mere*.
Det smager maaske lidt preciøst, men det vidner om hans sikre Evne til at
komponere, at han af et temmeligt godtkøbs Billede har uddraget denne Slutning,
der gør et rystende, manende Indtryk.
Johs. V. Jensen griber ned i den Pose, han har fuld af Virkelighedsindtryk og
literære Reminiscentser. Han vælger ikke kritisk mellem de Billeder, der
fremstiller sig for hans Fantasi — med Undtagelse af, at han har en vis Tilbøjelighed
for det massive. Han taler om en »kvæstet Sjæl« og »aandelig Hudløshed« ja
endogsaa om at være »enbenet paa Sjælen«; men faar han fat i et Udtryk som
»Psykebarm« putter han det ind med.
Han gør sig slet ikke den Ulejlighed at overveje, om Billedet vil gøre den
tilsigtede Virkning og at konstruere det med denne for Øje.
Han vil f. Eks. gengive det pudsige Indtryk, det gør, naar Einar henter Køer
hjem:
»Han hentede Køer hjem paa en Maade, som ikke havde Hævd efter skikkeligt
Brug, han holdt i Halen af den ene, og det gik op over Vejen i Galop, bagved
ham kom Lundgrens Bernhard med den anden. De to Køer i fuldt Firspring
lignede selve Barmhjærtigheden, naar den haster med at bringe sig selv hen et
Sted, hvor der er Hungersnød, og Knægtene kom bagved med springende Ben
som to smaa Djævle, der lader sig hale med«.
Man smiler ved at læse Beskrivelsen, men naar man kommer til Billedet, der
skulde faa En til at briste i Latter, dør Smilet lidt efter lidt; thi denne Sætning,
der er nødvendig for at forklare Hastværket, gør Sammenligningen slæbende, saa
at den modarbejder det Indtryk af Fart, man lige havde modtaget.
Det, at han vælger sine Billeder ligefor af sin Erfarings Skatte, giver dem ofte
en bedaarende Friskhed. De lader En opleve det, de illustrere, medens Jacobsens
Billeder ofte har noget konstrueret, der først og fremmest lader dem tale til Tanken.
»Da Betty sov ind, sittrede hendes Fingre inden i Einars Haand og krøb ligesom
smaa Dyr i Dødskamp«.
Han kommer senere tilbage til dette Billed, og det fremgaar deraf, at det er en
Erindring fra en Gang, han har druknet en Mus. Hans Hjærne er nemlig fyldt
med Minder om Fornemmelser, modtagne fra alle fem Sanser, der ere saa
skærpede, at de opfatter Nuancer, som Ingen ellers lægger Mærke til.
»Einar laa der en Timestid og borede Smaastene ud af Diget med Fingeren;
det gjorde ham godt, naar den skarpe, stenblandede Muld rev mod Huden — der
var noget der mindede om at drikke Vand derved.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
