Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KRITISK SKITSE
515
Naar det gælder om at skildre et sjæleligt Fænomen, formaar han at fange det
flygtige Nu, da Følelsen viser sig i hele sin Udstrækning.
»Hvem kommer først op? raabte hun og løb. Thomsen satte bagefter hende.
Han fangede hende og holdt straks op med at le, fordi han havde rørt ved hende*.
Kan man tydeligere give en Mands haabløse Forelskelse, hvem Elskov har
lammet, saa at han ikke har Kraft nok til at betvinge den, han elsker!
Man maa søge tilbage til J. P. Jacobsens Karakteristik af Gerdas sarte,
drømmende og digtende Ungpigeforelskelse i »Niels Lyhne« for at finde noget lignende.
»Saa var der ogsaa dét, at han altid sagde for Eksempel Milano og ikke Majland
og saadan, dét, at han stod ene i Verden, og hans lidt sørgmodige
Ansigtsudtryk. «
Johs. V. Jensen har ogsaa de barokt karakteriserende Ord.
»–– — saa skar en Pigestemme til. Røsten var skrydende i Dybden, og paa
de høje Steder lød den, som kunde det være ligemeget, hvad Følgen blev«.
Man vil næppe kunne karakterisere en skinger Pigestemme morsommere og
mere nøjagtig.
Forf. mangler ikke Sans for Naturen, men han er for udelukkende optaget af
Sjælelivet til at kunne male en »Primavera« som Foraarets Komme i Clarens
(Niels Lyhne). Der maa Mennesker til, for at han skal kunne interessere sig for
en eller anden Scene, men saa kan han ogsaa give’et fortryllende livfuldt Billede.
»Bernhard var en mærkelig Kunstner i at kaste med Sten, han kunde stritte en
Sten aldeles lodret i Vejret til en svimlende Højde. Om Aftenen, naar Flagstangen
stod som en sort Streg mod Himlens Tusmørke, slog de efter den. Bernhards Sten
kom stift susende og. bøjede ikke ned før langt borte — ramte én, var det med et
kort voldsomt Smæk, der fik Flagstangen til at sitre og dirre lige til Knappen. De
to Drenge kunde staa længe i Tusmørket og stikke Sten op i Luften ud over
Pløjeageren, og naar Stenen var steget, holdt de sig sammenrugede i
Kastestillingen og lyttede–Nu! Stenen slog ned i Muldjorden et Sted borte under
Mørket. — Lyden var sælsom pludselig — dæmpet af Muld og Mørke. Det var
som aabnede en taalmodig Mund sig for at modtage Stenen, den lige havde
spyttet bort fra sig«.
Dette er en Naturskildring saa fin og smuk, at man længe skal søge Magen.
Tusmørkets Stemning er skildret ved de to Drenges Leg. De føler det hemmelighedsfulde
dér bag ved Mørket, og med drengeagtig Kaadhed og Frækhed udæsker de det
med Stenkast, og naar Stenen er sluppen dem af Hænde holder de sig
sammen-rugede og forventningsfulde overfor Følgerne af deres egen Dristighed. Men
Mørket tager imod Stenen som en taalmodig Mund.
Saa udmærket alt dette end er, er det dog ikke det, der først og fremmest giver
»Einar Elkær« dens Stilpræg.
Det, der bærer Stilen, er en Haan, en Indignation, der bruser saa rigt og
flammer saa lyst, at man næppe før i dansk Literatur har hørt et saadant Unisono af
Tvivl, Spot og Humor.
Det er en Selvopløsningens Pathos.
»— Hvad mener du, Vilhelm, om vi brød ind et Sted og stjal to Bøsser og
lavede os en Fæstning her i Huset. Der er fri Mark rundt om. Lad os sige, at vi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
