Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RACHEL
men Vildtet, der gik i Urtegaard,
han havde gerne fredet,
ti som han jaged allerbedst,
var hjem hans Tanker fløjne,
til Fru Marias lange Haar
og til de vaade Øjne;
og naar hendes Blik til hans sig stjal,
saa tit han bød Farvel,
en væn og dejlig Tanke
ham fulgte den hele Kvæld:
at Lykken bar det unge Mod,
at kækt han traadte frem
og førte Fru Maria
bort til sit eget Hjem.
Men blot han atter Hr. Peder saa,
besejret han sig fandt; —
kærere hun blev ham,
og Dag paa Dag der randt.
De turde ej ene tale,
men hendes Øjne bad;
han vidste, at skulde hun blive dér,
blev selv han aldrig glad.
Da mælede han en Morgenstund:
»Det vil jeg Eder love,
for Eder skal jeg virke,
inden jeg gaar at sove.«
»Og vil du vove for mig dit Liv,
og finder du kun din Død,
da binder mig intet hertil mere,
da ender jeg selv min Nød.«
Hun gav ham sin lille, skælvende Haand,
de bange Øjne straalte,
fordi han gik mod Fare,
som han for hende taalte.
Han kyssede Haaret, og redebon
sin kære han forlod,
men da han saa Hr. Peder,
sank det unge Mod —
saa dybt, som ej han havde tænkt,
det kunde for nogen ske;
Hr. Peder stirred paa ham
og begyndte at le.
Han vilde det hæve og styrke igen;
helt var Viljen lam.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
