Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 286
UNGE DIGTE
Hos Dig er jeg mig selv. Om sjældent kun
Jeg blotted Dig mit Hjertes dybe Saar,
Saa føler jeg dog vist, at Du forstaar
Det Sprog, som tales kun med lukket Mund.
At tale er en Kunst, vi alle øve,
At tie blev vort Venskabs haarde Prøve.
3
Jeg burde svinge Versets tunge Svøbe
Om Dine Skuldres lyse Marmorpragt
Og burde i dit eget Blod Dig døbe
Med Navne for min dybeste Foragt.
Men jeg er af en fin og gammel Adel,
Hvis Pligt jeg arved som den ældste Søn,
En Ridder uden Frygt og uden Dadel,
Der evig Troskab svor det svage Køn.
Jeg hilser Dig til Afsked med min Kaarde,
Vær ikke bange, jeg er tavs og stum.
Du synes vist, jeg er en stakkels Daare,
I Grunden rigtig rar, men rædsomt dum.
Nu ja, lad Pøblen bruge Spyd og Pil,
Vi Adelsmænd, vi bruger kun — et Smil.
TEMPLET
Hvad er jeg? — Kun en ydmyg Tempeltjener
I svundne Aanders stille Tempelsal,
En som for deres tavse Bud at lyde
Har glemt sin Længsel og sin egen Kval.
Imellem Templets Søjlerækker ser jeg
Langtborte Verdens Kamp paa Livets Elv,
Og kun af Alterildens Flamme véd jeg
Alt det, som slumrer dybest i mig selv.
Nu er det Nat. Se, Himlens Stjerner lyse.
Du kalder — Alterilden ulmer mat.
Jeg kommer. Mine Guder vredes ikke,
Fordi jeg for en Stund har dem forladt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
