Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNGE DIGTE
VIA DOLOROSA
Jeg gik mig ud en Stjernenat
med Hjertet fuldt af Ve
og fulgte gennem Skov og Krat
en tæt og tyst Allé.
Paa Himlen lo de lyse Spor
af Kornmod kort og svandt,
mens Maanen om den mørke Jord
sit Sølverbælte vandt.
Og Skoven laa i Skyggens Favn
og drømte tyst om Dag,
men fredløs fløj med Skrig en Ravn
paa vilde Vingeslag.
Jeg styred’ mod en Stente hen;
men paa dens låve Trin
der sad en Kvinde hos sin Ven,
og hun var lys og fin.
Der sad en Kvinde hos sin Ven,
og hun var lys og fin;
jeg kendte hende vel igen,
for hun var engang min.
Mig førte frem mod dem min Vej;
de slåp hinanden bråt,
jeg saa paa hende, hun paa mig,
da tog jeg af min Hat:
»Min Hjertenskær, hav ingen Frygt,
og sæt hos ham dig ned;
her, veed jeg, kan man favnes trygt,
her var vort Mødested.
Og husker du den første Kvæld,
det første Favntags Lyst —
bliv ej saa bleg, mit Barn, men hæld
dit Hoved til hans Bryst.
Og mindes du den lyse Nat,
vi fulgtes ad fra Dans–
du skal ej skælve saa, min Skat,
husk paa, nu er du hans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
