Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Eet og tyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
117
Eet og tyvende Capitel.
Vinteren var forbi.
Solen havde løst de faste lænker, som Frosten
havde lagt over Søer og Bække; Sneen var smeltet,
og Violen , den blye Viol, vendte sit beskedne Die
mod Himlen , til Tak for livet og Livets Goder ;
den tænkte ei, den stakkels Viol, at livet er stakfet,
at Tornene skjule sig under de duftende Blade; den
saae ikke det forskende Die, der opsøgte dens fattige
Skjul; den faae ikke den udstrakte Haand, der truende
hævede sig imod den . Endnu et Secund – og
Violen er ikke mere.
Fuglene fang i yndigt Chor; de vare faa glade, Charuning
de smaae Fugle: de havde atter faaet deres Frihed, lomlycald
og de priste Foraaret og dets fjærlige Giver. h uppi sengo
am a Jinman
Sneeklokken stod og rystede med sit hvide Ho- lu ^
ved; den vilde holde Erindringen om den bortflyg
tende Vinter fjærligt tilbage iblandt os ; den tænkte:
„ det er faa tungt at skilles og blive glemt; jeg vil
være den Mindeblomst, der opfrisker Erindringen om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>