Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niogtyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
167
,,Er det Frøken Vardum ?“ – spurgte hun blidt
og rakte mig sin Haand.
Efterat jeg havde bejaet hendes Spørgsmaal,
førte hun mig ind i en lille lav Stue, der varmeget
smal og uhyggelig. Et eneste lavt, grønmalet Vin
due formaaede fun at udbrede en svag Lysning; en
stor Dobbeltseng med Sirtses Omhæng opfyldte om
trent den halve Stue; et Fyrretræesbord , to dito
Stole , et Natbord og et lille forgyldt Speil fuld
stændiggjorde Møblementet.
„Her er Deres Værelse; vær saa god og læg
Tøiet; om en Time spise vi tilmiddag.“
Efter at have sagt dette , forlod hun mig, og
jeg — jeg var nu ene.
Min Gud, hvilken Skuffelse , hvilken Contrast !
Det var af Kammerherre lindorf, jeg var bleven
engageret, og det til hans egne Børn – og dog be
fandt jeg mig nu i en simpel Bondegaard. Hvors
ledes kunde det rime fig ? – Der var blevet mig
lovet to smukke Værelser til mit eget Brug, og nu
gav man mig et lille mørkt og simpelt Kammer; –
man havde talt om en stor Herregaard, yndigt be
liggende ved Skov og Sø, og mit Die opdagede kun
en Mødding, hvis ilde Lugt trængte ind igjennem
detutætte Vindue og forpestede Atmosphären i Værelset.
Og endelig Fruen – eller Kammerherreinden , som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>