Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femogtredivte Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
240
,,De troer altsaa, at en Procurator ikke kan være
retskaffen ? Det er bestemt en Feiltagelse. De kan
være forvisset om , at Juristerne ere ligesaa gode
Mennesker som Præsterne.“
„ Jo, der skal vi have det! Nei Tak, det fader
De mig ikke til at troe; jeg kjender nok de Karle...
Gud hjælpe dem , som trænge til deres Hjælp; de
maae spytte ordentlig i Bøssen, selv om det er den
sidste Skilling. Men hvor var det nu , vi slap?
Naa , nu husker jeg det. Justitsraaden døde; men
han var en klog Mand og havde forudseet, hvad der
vilde skee efter hans Død; derfor havde han sat i
sit Testamente, at kunden af hans Sønner , der
blev i den Vei, han havde sat dem i, skulde arve
hele Formuen ; den , der fratraadte , sfulde kun have
Renten af 20,000 Daler. Det var ikke Meget; men
Kammerherren fandt, at det var Nok, og gjorde Af:
kald paa sin store Arv. Dengang havde han været
gift med sin Cousine et Aarstid, og de levede meget
lykkeligt sammen. Han var en snurrig Før, men
hans Broder var en Skurk; han arvede sin Faders
Charakteer og Formue og hadede sin yngre Broder
ligesom Faderen havde hadet ham , fordi Denne var
retskaffen og gjerne uddeelte Penge til de Fattige,
som oftest flere end hans Bung taalte. Veed De,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
