- Project Runeberg -  Amalie Vardum /
251

(1862) [MARC] Author: Fanny Suenssen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvogtredivte Capitel

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

251
Syvogtredivte Capitel.
Stornet var alt forlængst afmeiet, bundet i Neg og
sat i Traver; Plougen skar sin dybe Fure i den nys
saa rige og stolte fornmark, der nu saae fattig og
gold ud , indtil Vaaren kom og atter bragte Varme
og Liv. Men hvormegen Møie og hvormeget Ar
beide der var gaaet forud, inden det kom saa vidt,
det tænkte Bymanden neppe paa, naar han spiste det
Korn, Bonden havde saaet og høstet i sitAnsigts Sved.
Efteraaret var kommet, Storkene vare dragne i hele
Sværme mod Syden, efterladende som Taknemme
lighedstegn for venlig Gjæstfrihed en Fjeder, et Æg
eller en Unge, altsom de i eet eller flere Aar havde
beboetBondens Tag. Æblerne vare rystede af Træ
erne og bragte til Vinterleiet; de nedfaldne Blade,
der hvirvlede Fodgængerne imøde paa Veie og Stier,
mindede om livets Forgængelighed ; kun hist og her
faaes endnu et enkelt guult løv, som kjærligt klyn
gede sig til den stakkels Moder, der snart skulde staae
aldeles forladt af sine Børn. Alle saae det, men
kun Faa, meget Faa forstode, hvad Træet sagde.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Aug 20 13:35:36 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/vardum/0259.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free