Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fyrretyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
279
saavel i det Indre som i det ydre, med den For
stjel, at hans mange Feil havde hos hende forvandlet
sig til Dyder. Hun havde hans stolte Udseende, for
mildet af Ynde og Blidhed; hun havde hans kraftige
og faste Villie, men den traadte aldrig frem , uden
at være ledsaget af Beskedenhed og Godhed. Under
tiden opdagede jeg et lyn i hendes kloge Die , der
mindede stærkt om Faderen ; men saa sænkede Die:
laaget sine Silkefryndser, for at tilbagetrænge Lynet...
naar hun atter hævede det, var det befugtet af Taarer.
Hvergang mit Blik faldt paa hendes elskelige Træk,
maatte jeg uvilkaarlig tænke : Hvilken Uskyld og Ynde
slumrer ikke i Dybet af denne Sjæl!
. Ogsaa jeg var forandret; min naturlige Mun
terhed var vegen for en dyb Melankoli; jeg var al
drig glad. Det er tungt at tilstaae, og dog forholdt
det sig saaledes. Jeg var aldrig rolig; mit Hjerte
græd af Sorg ; thi enhver ny Fornærmelse gjennem
bævede mig og efterlod dybe Vunder, der nedbøiede
min Helbred Time for Time. Jeg følte det godt,
men jeg frygtede det ei . . . hvad er Sommeren
uden Sol, hvad er livet uden Gjenkjærlighed ? Mit
Die græd ikke, det var kun Hjertet, der fældede blo
dige Taarer; men det faae ingen . . . intet Suk
trængte sig frem over mine læber; tilsyneladende
var Alt roligt derinde, og dog havde Sorg og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
