Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Eetogfyrretyvende Capitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
310
Livet .. . en kamp, som vi Alle imødesee med større
eller mindreÆngstelse, men som dog maa udkæmpes.
Det er ei altid livet efter Døden , der frygtes
meest; Dødsøieblikket frygtes som oftest mere . ..
Blodet standser . . . Pulsen holder op at slaae . ..
Læben forstummer og Hjertet brister. Døden har
noget Rædsomt ved sig; selv dens dybe Fred forfær
der, istedetfor at berolige; Synet af den faaer Blo:
det til at stivne, gjørHjertet tungt, og dog er Døden,
ligesom Fødselen , en Velsignelse fra Gud. Men vi
tænke os den ikke altid saaledes, som den burde stage
for vort Die; vi tænke kun paa alt det Tunge, det
Sørgelige, der gaaer forud og efter den – Libel
serne under Maskineriets Sønderbrydelse, den forte
Kiste og endelig tre Alen Jord over Hjertet. Den
Tanke kan nok gjøre Hjertet tungt.
Mange Mennesker tænke sig Døden som en Be
frielse fra alle Sorger og Smerter; de længes efter
den som den Skibbrudne efter Planken, der kan frelse
ham fra at synke i Afgrunden. De tænke ei paa,
at det er fordelivet, der skal bane dem Vei til
Himlen, at det er deres gode eller slette Handlinger,
der ene kunne berede dem livet efter Døden . . .
vare de gode, en Himmel . . . vare de slette, et
Helvede; thi Sjælens Evner formindskes ikke, men
forøges tvertimod efter Døden , naar den har afrystet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>