Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
Hun, som var kaldt Vigdis, tog da hornet
og gik langs bænkene og bød, først til Veterlide
og siden til alle mændene. Og sidst saa hun Ljot.
Ti Ljot havde først sat sig nederst paa bæn
ken nær døren, men siden var han gaat frem
til ilden, for han var vaad. Og han holdt kappen
op om sig med den ene haand; men hans sorte
håar laa ned over panden, saa Vigdis saa af hans
ansigt lidet mere end øinene, som var mørkeblaa
og laa dybt i hodet.
Da møen rakte ham hornet, slåp han kappen
ned, og mens han dråk, saa han paa hende over
karrets rand; det syntes da, som hun ikke likte
hans stirren, ti hun talte ikke til ham, men tog
hornet, som han gav hende, vendte sig og gik
bort til pallen og satte sig der.
Ljot tog sæde, saa han kunde se Vigdis. Om
en stund gløttet hun bort og mødte hans blik;
da saa hun tilside og blev rød. Men straks efter
saa hun atter paa ham, og nu stirret hun tilbage,
til han tog øinene til sig.
Der blev nu baaret frem et maaltid saa rigt,
at det tyktes mest lig et gjestebud. Og Gunnar
vilde sende sine huskarle til stranden og hente
skibsfolkene ; han siger, hans mænd kan holde
vagt ved skibet denne nat.
Veterlide takker; men inden han har udtalt,
siger Ljot til sin frænde:
Kvælden er alt leden saa langt; vore folk
kan vel være ved skibet denne nat, saa vi ikke
umager bondens karle."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
