Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5
Da ler Vigdis og siger:
„ Denne islænding er vist meget ræd for sit
gods."
Gunnar satte hende irette, men uden vrede;
han sa:
Det er vel betænkt af islændingen, at han
vil spare vore husfolk; men de gjør ikke veien
lang, og de trænger nok husly og ferskmad, de
karer, som har rodd idag i ruskeveiret. Men det
lader ilde, datter, at svare gjest i stuen slig."
Ljot lo og svarte:
Ikke var det vist ilde ment — og saa ung
møs tale veies ikke nøie."
Ogsaa den anden kvinde talte til Vigdis, men
ganske sagte, og Vigdis gav ikke agt derpaa, men
smilte lidt, som hun sad. — Gunnar sendte nu
folk til stranden, og de andre aad og dråk.
Talen faldt paa det graa og tunge veir, der
havde været den sidste tid og som ogsaa havde
været bonden til stort uheld, ti kornet stod færdig
til at skjæres. Gunnar sa: I min ungdom for
jeg selv ude om sommeren, og værst af alt veir
likte jeg sligt med regn og skodde og vindstille."
Ljot svarte da og kvad :
Sandt du sagde,
gjestmilde Gunnar!
Kvælden var graa,
Rans døtre døset,
lidet lystig
med dem at lege.
Vænt er at hvile
hos venlig bonde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
