Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32
Gunnar, men ikke Ljot. Ingen har lønnet mit
venskab værre."
Han kunde ikke vide det, som har været
mellem Eyolv og os," sa Vigdis.
,Ja nu ved han nok, hvad som har været,"
svarte Gunnar, og mangt som ikke har været.
Men nu agter vi, Kaare og jeg, at søge ham paa
Hestløkken. Og da skal jeg hugge tandgaren af
kjæften hans, saa faar vi se, hvad viser han kan
lage da."
Det skal aldrig ske —" sa Vigdis i stor angst.
Men Gunnar mælte:
Det skal ikke ske, at du snakker med ham
mere, og ikke vil jeg høre mere om ham af dig."
Vigdis sa intet, men gik ud.
XII.
Nu sad hun hele den dag i sit bur og var
stedt i stor angst og uraad, hun vidste ikke, om
hun skulde gaa og møde Ljot eller ikke. Men
da det led mod soleglad, tog hun en mørk kaabe
om sig og gik ud paa tunet.
Det havde frosset paa om natten, og taagen
laa hvid over fjorden; solen stod ret i syd over
aaserne og skinnet skarpt. Der var ingen folk i
tunet; Vigdis stod en stund og tænkte sig om;
men derefter gik hun hastig ud af gaarden og
nordover mod skogen; ingen saa, at hun gik.
Da hun kom til horget, var Ljot der. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
