Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
35
hende op, endda hun strider imod. Han bar
hende ind i lunden, og da fik han sin vilje med
hende, endda hun værget sig længe. Siden sa
Vigdis intet, og hun graat ikke heller; da kjendte
Ljot paa hendes haand og hendes kind. Hun var
meget kold.
Ljot stod op, tog sin kappe og dækket over
hende; han kysset hende. Nu var det saa koldt,
at aanden stod hvid for hans mund; solen var
nede, men himmelen var rød som blod syd bag
skogen.
Nu er det tid, at vi kommer herfra," sa Ljot
og vilde løfte hende op. Vi naar ikke længer
end op til Storvandet inat; vi finder vel der et
sted, vi kan være."
Da sa Vigdis:
Det var altfor god død for dig, nidding,
at far min skulde komme efter dig og fælde
dig."
Hun reiste sig op og gik nedover; Ljot fulgte
efter hende og sa:
Det var nu bedst for os begge, at du fulgte
mig — Jeg ved, Jeg nar gj°rt dig meget imod;
men det var den største ulykke, skulde vi ikke
faa hinanden."
Vigdis vendte sig ikke en gang, og det tyktes
Ljot det værste, at hun hverken talte eller graat.
Han gik efter hende lige til Vadin.
Da de var kommet til gjærdet, bøiet Vigdis
sig; hun tog en sten og kastet paa Ljot.
Pak dig nu, hund," sa hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
